FELIX PÅ VILDE EVENTYR

★★★★☆☆

Japansk animation bliver vi ofte forkælet med på disse bredegrader, men også kineserne er begyndt at markere sig på den front. Gary Wangs FELIX PÅ VILDE EVENTYR (Cats and Peachtopia) er et godt eksempel på det nuværende stade indenfor kinesisk animation.

En rørende far-søn historie ligger til grund for dette underholdende værk om den aldrende kat Buller og hans eventyrlyste killing Felix. Da den lille Felix erfarer, at hans mor holder til i katteparadiset Kattopia, forlader han de vante stuer og og begiver sig på en lang og farefulde rejse.

Sigurd Philip Dalgas, kendt fra de nye Far til fire-film, yder sin hidtil bedste skuespillerpræstation som den modige og nysgerrige killing – godt hjulpet af eminent karakteranimation. Ole Boisen får ikke tilstrækkeligt ud af rollen som Buller og den overeksponerede Lars Mikkelsen nøjes med at spille på rutinen i en markant birolle.

FELIX PÅ VILDE EVENTYR er sine steder lovlig voldsom, så helt små børn med hang til kattekillinger kan godt blive skræmte. Men filmens smukke billedæstetik, de festlige figurer og nogle forrygende actionsekvenser til vands og i luften gør, at vi bærer over med meget. Felix og hans venner er bestemt en biograftur værd for halvstore børn og barnlige voksne.