★☆☆☆☆☆
Gode gys med dyr i skurkeroller kan være populære, og film som "Fuglene" af Alfred Hitchcock og "Dødens Gab" ("Jaws") af Steven Spielberg fortjener tilmed betegnelsen "kvalitetsfilm". Men der er ofte langt mellem snapsene. CRAWL hører desværre blandt de mest tarvelige af den slags film siden "Piranha 3D", og instruktøren er da også den samme.
Den kvindelige hovedkraft har stort set kun eet udtryk i ansigtet, hvad enten hendes mobil er ved at løbe tør for strøm eller hun er ved at blive bidt i stykker af en alligator. Som hendes far ses den yderst svingende Barry Pepper, der vandt en Razzie for årets værste birolle i makværket "Battlefield Earth" fra 2000 for så at levere en Emmy-belønnet indsats ca. 10 år senere i TV-serien "The Kennedys". I CRAWL er han atter ulidelig, denne gang som pigebarnets klynkende far.
CRAWL fremstår sine steder nærmest ufrivillig komisk, når pigen vælger at kravle rundt blandt rotter i kælderen, selvom hun tydeligvis kan stå så godt som oprejst flere steder. Da hun genfinder sin mobil vælger hun selvfølgelig at tale i den, før hun er kommet i ly for diverse alligatorer.
Og sådan kunne man blive ved. Den menneskelige ukuelighed bliver et grotesk postulat, og der er faktisk ingen grænser for, hvad disse mennesker kan – selv efter talrige alligatorbid. Imponerende, hvis det altså ikke virkede så hårrejsende åndsvagt. Årets mest idiotiske film? Det kunne meget vel være.
