LYSET OVER SKAGEN

★★★☆☆☆

Selvfølgelig skal vi have en musical om Skagens-malerne, men gensynet med LYSET OVER SKAGEN rejser spørgsmål om dette er det definitive bud på genren? En CD-version af originalopsætningen fra 2007 har medvirket til at holde musicalen i live og kan købes i det nyrestaurerede Scandic Falkoner. CD’en bekræfter musicalens klare kvaliteter, omend også dens indlysende svagheder.

Daniel Bohr udviser sans for miljøet og perioden i sin iscenesættelse, men sceneskiftene i denne turnéudgave fremstår ikke altid lige elegante. Den ellers så geniale lyskunstner Jesper Kongshaug får simpelthen ikke nok visuel skønhed ud af de enkelte scenebilleder.

Komponisten Kim Sørensen har skrevet musicalen sammen med bl.a. Thomas Høg, og også musikalsk har han fået assistance, men værket halter stadigvæk – ikke mindst i den alt for lange første del. Flere af melodierne er ørehængere, men mindst ligeså mange er glemt det sekund sidste tone klinger ud.

Rent musikalsk er det som om, at dirigenten Edi Premate forsøger at tilføre det noget stillestående partitur en vis dramatik, men grænsen mellem det dramatiske og det melodramatiske er altså hårfin, og Krøyers vanvidsscene falder desværre til den uheldige side denne aften.

Tomas Ambt Kofod kæmper ellers tappert med rollen som forsmået ægtemand, mens Joachim Knop boltrer sig – på dansk! – som hans svenske rival i storartet operettestil. Silke Biranell fremstår præcis ligeså billedskøn som Marie Krøyer må have været, men hendes yndighed forplanter sig også til stemmen og spillet.

Jesper Lundgaard og Nicoline Siff Møller agerer ægteparret Ancher med større myndighed – også rent sangligt – i denne omgang, og det bliver en gevinst for forestillingen.

Men historien fænger simpelthen ikke for alvor, og vi må erkende, at det faktisk er Anders Bircow, der når bedst ud over scenekanten denne aften. Først som gæv fisker og siden som jovial italiensk restaurantindehaver. Vokalt klarer han sig også nydeligt, uden at Dario Campeotto skal føle sig truet.

Blandt forestillingens mange unge talenter genkender vi den vitale Nanna Rossen fra Tivolis "Hairspray". Men også Søren Torpegaard gør sig positivt bemærket med en køn stemme, selvom han ikke ligefrem lyder som en nordjysk fiskerdreng.

LYSET OVER SKAGEN trænger stadig til en dramaturgisk opstramning og musikalsk så man gerne lidt mere inspiration fra den nordjyske folkemusik til at bryde den faretruende ensformighed. Det kunne måske få lyset til at stråle over Skagen.

(Michael Søby)