★★☆☆☆
Annabelle-serien er tilsyneladende i gang med at malke åndløse teenagere for deres sidste lommepenge på samme underlødige facon som Blair Witch-serien gjorde det for et årti siden.
Instruktøren Gary Dauberman er primært kendt for at have bidraget til manuskripter på andre tarvelige gysere. Det bedste, man kan sige om det infantile univers, vi møder denne gang er, at de unge skuespillere ikke er helt så rædsomme, som de plejer at være. McKenna Grace, Madison Iseman, Katie Sarife og Michael Cimino virker i det mindste mere energiske end de voksne – Vera Farmiga og Patrick Wilson, der ikke gavner deres karrierer med deres medvirken i disse film.
Historien er det sædvanlige nonsense om dukken Annabelle, som det desværre ikke nytter at slå i stykker og som man endelig ikke må lukke ud. Og hvad sker der så? Gæt engang!
Man ville sådan ønske sig, at Fætter BR havde taget den irriterende dukke med i faldet, så biografpublikummet slap for flere flove efterfølgere.