SOMMER

★★★★☆☆

Kirill Serebrennikovs film SOMMER skildrer Leningrads rebelske musikkultur i starten af 80erne i krydsfeltet mellem punk og new wave. Måske derfor har de russiske myndigheder udvist projektet en særlig interesse og filmens instruktør fik på et tidspunkt beslaglagt sin computer, der indeholdt materiale til filmen.

Men takket være støtte fra udlandet blev SOMMER alligevel realiseret, og den oprørske ånd, man fandt hos rocklegenden Viktor Tsoi samt gruppen "ZooPark", har heldigvis forplantet sig til filmen.

Vi får gennem en smuk trekantshistorie et indblik i en side af den østeuropæiske musikhistorie, vi aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med på film, og soundtracket må også af den grund hører blandt sæsonens vigtigste.

Vi får også en cover-udgave af en række af datidens store engelskssprogede hits – her omsat til dynamiske musikvideoer, der bl.a. inddrager animation og "almindelige" mennesker i tog og busser. Bevidste brud med den klassiske struktur for filmbiografier og teknisk en smule primitiv – men helt i filmens ånd.

SOMMER er med sine eminente sort/hvide-billeder en vemodig men livskraftig hyldest til en tid, hvor befolkningens følelser også blev dæmpet fra politisk side, men hvor man stadig troede på og mærkede forandring.