★★★★☆☆
Fredrikke Aspöck, der gjorde sig bemærket med en sød lille indvandringshistorie om "Rosita", overrasker med en ret skæg komedie fra det danske fængselsmiljø.
Her møder vi Markus Føns, en Stein Bagger-agtig mand, som er kendt i medierne for massiv økonomisk kriminalitet. Nu sidder han fængslet sammen med een af de mænd, der blev ramt af hans svindel, og anmoder derfor om at komme i isolation.
De isolationsfængslede består ellers mest af pædofile og mænd, der banker kvinder – i alt fald ifølge de andre fanger, der betegner dem som "perverse".
Men Markus (lunt fremstillet af Jacob Hauberg Lohmann) får en slags venskab med dem gennem sin deltagelse i afdelingens kor, og politiet sous-chef (glimrende spillet af Anders Brink Madsen) bliver ligeledes en form for ven.
Markus undgår dog ikke en magtkamp med korets leder, vittigt fremstillet af Anders Matthesen, mens sympatiske Christopher Læssø udgør en loyal støtte i koret. Også Søren Malling yder en en bemærkelsesværidg fin indsats som blid indsat med blodig fortid.
Kvinder figurerer kun i småroller i Lars Husums manuskript, og det er synd, når de nu spilles af kapaciteter som Ulla Henningsen og Signe Egholm Olsen. Ulla Henningsen låner begavelse og tyngde til rollen som Markus’ advokat, mens Signe Egholm Olsen tegner et intelligent portræt af en manipulerende afdelingschef.
Lars Husum udviser forståelse for mandlig gruppedynamik samtidig med, at han kan kunsten at more. Desværre får han ikke rundet sin historie ordentligt af, og Fredrikke Aspöcks tekniske ambitioner synes ikke at være store på denne produktion.
Men en velgørende humor kan man ikke fratage DE FRIVILLIGE, og alt i alt fremstår filmen som en af årets sjoveste danske komedier.