KERTEMINDE REVYEN 2019

★★★★★☆

Revydirektør Mads Nørby er en modig mand. Efter i flere år at have hittet med en fast stab af skuespillere, sætter han nu et helt nyt hold.

Martin Miehe-Renard har klogeligt valgt at fastholde den gakkede stil, der er blevet KERTEMINDEREVYENs særkende, men har naturligvis valgt at gå væk fra de faste indslag som eksempelvis “Klatteminde Byråd”.

Med Peter Bom som kapelmester er vi sikret en musikalsk revy, hvor der er kælet for hamonierne. Det gælder bl.a. en hyldest til “Byens Vartegn”: En grim nedrivningstruet silo.

Kasper Gattrup får også lov til at croone i det helt store stil i et frækt og fikst solonummer, som han selv har skrevet, og Lisbeth Kjærulff kæder atter sit flair for opera sammen med en helt anden musikform – i dette tilfælde country. Gordon Kennedy giver den som bøvet visesanger med rigeligt kradse tekster, og den revydebuterende Anette Støvelbæk giver den håbløs uvidende gimpe.

Anette Støvelbæk fremstår som revyens overraskelse med et sofistikeret vid, som især kommer til sin ret i portrætttet af den royale Mary med en accent, der sidder lige i skabet. Hendes Britta er dog ikke på højde med Lisbet Dahls i Cirkusrevyen, omend ideen om Britta som gæst i TV-programmet Luksusfælden morer.

Gordon Kennedy og Kasper Gattrups fuldeture i “Tips til enlige mænd” gør lykke, og også “Finansforbier” forfattet af Kristian Jensen skaber latterbølger i festsalen på Tornøes Hotel.

Fynboer og andet godtfolk kan derfor trygt løse billet til årets revy i Kerteminde, hvor man traditionen tro byder på stegt flæsk – med eller uden panering – samt kaffe og nøddehorn. Både revyen og menuen er værd at rejse efter.

(Michael Søby)