LONG SHOT

★★★☆☆☆

Charlotte var Freds flotte barnepige, men kandiderer nu til jobbet som præsident, hvorimod han er en fyret og forsømt rabiat journalist. Chancen for at netop disse to finder sammen er lille jvnf. filmens titel, men i Hollywoods romantiske komedier må intet åbenbart være umuligt.

Forbillederne er tydeligvis William Wylers kvalitetsklassiker "Prinsessen holder fridag" ("Roman Holiday"), der i vulgariseret form genopstod som "Pretty Woman", og nu giver instruktøren Jonathan Levine den lige et nøk mere. Forvent derfor heil hitler-hilsner og sperm i skæg, når manuskriptforfatterne hedder Liz Hannah og Dan Sterling.

Konstrasterne mellem den smukke og lidt irriterende Charlize Theron og den bøvede og håbløst umorsomme Seth Rogen udnyttes nogenlunde effektivt, men "Prinsessen holder fridag" fremstår som den rene og skære socialrealisme i forhold til det nonsens, vi præsenteres for her.

Selvom en kvindelig præsident i USA bestemt lyder attraktivt i disse Trump-tider, tvivler man unægtelig på hendes dømmekraft, når hun kan foretrække en Rogen fremfor en Skarsgaard!

LONG SHOT skal da nok få infantile sjæle til at fnise et par gange, og vover da også en smule mere end så mange andre tandløse romantiske komedier, men nogen god film er den alligevel ikke.