★★★★☆☆
Dansefilm fik i 1978 en renaissance med "Saturday Night Fever", og to år efter fulgte Alan Parkers dobbelte Oscar-vinder "Fame", som tilmed blev en populær TV-serie. Blandt de mange vitale medvirkende i filmen bemærkede med den unge Irene Cara, der fire år efter modtog en Oscar for som medskaber af sangen "Flashdance…What a Feeling", som hun også sang.
Sammen med komponisten Giorgio Moroder, der allerede havde vundet en Oscar for sin musik til Alan Parkers "Midnight Express" og som senere sikrede sig endnu en Oscar for sit bidrag til Top Gun-sangen "Take My Breath Away", gjorde hun Flashdance-soundtracket til et Grammy-belønnet verdensfænomen.
Det måtte naturligvis udløse en scenemusical og det er den, som One and Only Musical Teater og Musikhuset Aarhus nu har Danmarkspremiere på.
Silas Holst har også denne gang den mandlige hovedrolle, men har man set filmen, ved man, at man ikke bør forvente megen dans fra hans side. Til gengæld finder han fine udtryk for overklassefyrens manglende selvtillid og som sanger blir han også bare bedre og bedre. I forhold til rollen betyder det intet, at der er kommet et par kilo ekstra på hofterne, men det gør på den anden side intet godt for hans dansesolo. Heldigvis får han en form for revance i den festlige finale overfor Sicilia Gadborg, forestillingens egentlig hovedperson.
Jennifer Beals smeltede i sin tid mange hjerter i filmversionen, men rollen var ikke nær så krævende som i teaterudgaven. På film kunne man snyde i dansesekvenserne, og Beals sang ikke en tone, men blev derimod fodret med pophits på lydsporet.
Sicilia Gadborg nøjes ikke med at se godt ud, men har tillige denne særlige girl-next-door-kvalitet, som gør, at vi føler, vi kender hende. Så selvom hun sangligt og dansemæssigt er en smule i underkanten af, hvad hun skal være, så hepper vi på hende hele vejen og klapper hende til sejr ved optagelsesprøven. For Sicilia Gadborg kan spille sig til det meste.
Emil Birk Hartmann og Rikke Hvidbjerg er ganske kære som forestillingens andet par, hvorimod Jimmy Jørgensen spiller på rutinen og Robert Hansen forbliver Robert Hansen. Rent dansemæssigt bliver en lille balletsekvens danset af en anden Robert med efternavnet Thomsen forestillingens højdepunkt.
Rollen som Hanna blev i sæsonen 2014-2015 spillet af Siw Malmkvist i Stockholm, mens man i øjeblikket kan opleve selveste Gitte Hænning som den aldrende danselærerinde på Admiralspalast i Berlin. Begge skuespillerinder med karrierer, der emmer af musik.
Det gør Ditte Gråbøls tydeligvis ikke. Man må desuden undre sig over, hvis ingen har fortalt hende, at u’et i Ballets Russes udtales som et "y", og en anden diktion havde tillige klædt rollen. Men heldigvis er Ditte Gråbøl så god en karakterskuespiller, at hun på sin egne præmisse får rollen i hus.
Philip Zandéns jordnære iscenesættelse får kun i glimt det fornødne løft af Tim Zimmermanns lidt for traditionelle koreografi, men heldigvis hedder scenografen Benjamin La Cour, og han er leveringsdygtig i scenebilleder, der matcher den dynamiske titel.
FLASHDANCE – THE MUSICAL efterlader os dog med lysten til at danse, og med den velspillende duo Silas Holst og Sicilia Gadborg i front har den i al fald kurs mod succes.
(Michael Søby)
