★★★☆☆☆
Copenhagen Theatre Circle (CTC) har siden 1968 præsenteret engelsksproget teater i Danmark. Ofte med stor succes og mest interessant, når man som i dette tilfælde har en glemt eller overset britiske klassiker på repertoiret.
John Boynton Priestley – kendt som J. B. Priestley – må siges at være lidt forsømt herhjemme, hvilket meget vel kan ses som en reflektion af vort politiske klima. Priestley var med sine venstreorienterede holdinger en kritisk stemme i radioen under 2. verdenskrig, indtil Churchills kabinet fik ham fjernet og kollegaen George Orwell bidrog til, at J. B. Priesley i en periode blev blacklistet.
Priestley måtte helt til Rusland for at få opført sit hovedværk AN INSPECTOR CALLS i 1945 og allerede to år senere kunne man opleve stykket på Folketeatret med bl.a. Bjørn Watt-Boolsen, Birgitte Federspiel og Henrik Bentzon. Siden fulgte bl.a. Guy Hamiltons filmversion fra 1954 med Alastair Sim i titelrollen og en mere social funderet TV-udgave i 2015 med David Thewlis ("Naked") som inspektøren.
Stephen Daldry, manden der skabte filmklassikere som "Billy Elliot", "The Hours" og "The Reader", stod i 1992 bag en skelsættende britisk opsætning på Royal National Theatre, der langt om længe gav stykket og Priestley æresoprejsning i sit hjemland.
Jack Wake-Walkers opsætning i Krudttønden kan heller ikke skjule stykkets genialitet.
En velstillet britisk familie får en aften besøg af en politiinspektør, der konfronterer dem med en ung piges død. Via et kriminalplots tilsyneladende velkendte struktur formår Priestley at demaskere overklassen og udstille dens arrogance og den samvittighedsløshed, der hersker i velstillede miljøer.
Wake-Walker forsøger mere eller mindre bastand at flytte handlingen ud af den gængse dagligstue fra 1912, og betoner tragedien i historien via et græsk kor. At de medvirkende så tilmed skal tale sydstatsamerikansk, er muligvis et hip til vor tid USA, men bliver næsten for meget af det gode. Især da den kvindelige inspektør lægger vægten på mændenes skyld, og man aner historiens Me Too-perspektiver, synes der pludselig at være for mange bolde i luften på een gang.
Men stykkets stramme struktur holder heldigvis, selvom det primært er de kvindelige medvirkende, der har ære af deres præstationer denne aften.
Man må dog håbe, at også danske teaterdirektører bemærker denne opsætning, for AN INSPECTOR CALLS skriger i den grad på en professionel genopsætning i en tid, hvor den politiske elites dårskaber aldrig har været mere frastødende.
(Michael Søby)
