★★★★☆☆
Mungo Park er ganske passende rykket ind på Grønnemose skolen ved Høje Gladsaxe Torv, for hvis ikke man skulle spille en forestilling om byens legendariske ex-borgmester Erhard Jacobsen i Gladsaxe, hvor så?
Det giver en vis indforståethed i samspillet med det overvejende gråsprængte publikum, med ERHARD MOD MONOPOLET er heldigvis blevet en forestilling, der kan stå på egne ben uden tom nostalgi som bærende faktor.
Der ligger tydeligvis grundigt researcharbejde til grund for Lasse Bo Handbergs skuespil, og kan resultatet ikke kaldes stor dramatik, så er det dog blevet et overbevisende grundlag for en både underfundig og underholdende forestilling.
Peter Langdal har for en tid forladt musicalens verden og er tilbage som skuespilinstruktør, og det er lykkedes ham at få det bedste ud af materialet og de medvirkende.
Især Henrik Prip får lov til at stråle som Erhard Jacobsens spøgelse, der også må betegnes som forestillingens bedste rolle. Den smilende, energiske og til tider næsten overstadige Erhard fremstilles kritisk, men med så megen lune, at han sandsynligvis også selv ville have godkendt portrættet.
En blond Anders Budde Christensen agerer den afslappede og humaniske DRs B & U-chef Mogens Vemmer, der bliver genstand for Erhards vrede og må betale en høj pris for det, også som privatmenneske. Anders Budde Christensen får også lejlighed til at vise sit talent for imitere stemmer fra dansk børnetvs guldalder.
Malin Rømer Brolin-Tani kæmper ihærdigt med at gestalte Erhards hustru såvel som selve DR! Det kan ikke være nemt. Jonas Munck-Hansen fuldender firkløveret i diverse småroller, men synes bedst i små ordknappe vignetter.
Lasse Bo Handberg forsøger til slut at knytte bånd fra ERHARD MOD MONOPOLET til vor tids afpillede DR, hvilket kun lykkedes til dels. Men han har haft en heldig hånd i sin afvejning af stoffet, således at hverken Erhard Jacobsen eller Mogens Vemmer fremstår som fejlfri. Dermed afspejler stykket ironisk nok den balance i divergerende synspunkter, som Erhard Jacobsen efterlyste, men som han selv havde svært ved at efterleve.
(Michael Søby)
