★★★★★☆
Betty Glosted er tilbage i sin 40 års jubilæumsrolle og gudskelov for det. For i rollen som Judy Garland får hun virkelig lov at vise hvad hun kan som dramatisk skuespiller såvel som musical-performer. Ingen anden vil kunne finde den dybde i spillet og formidle den helt særlige Garlandske måde at fortælle en historie med en sang.
Peter Quilters skuespil fokuserer på de sidste år i Judy Garlands liv, hvor år med pillemisbrug, alkohol og smøger havde sat sit præg på både stemme og sind. Der veksles mellem Garlands stadig mere urimelige hysteriske anfald i den hotelsuite, hun ikke kunne betale, og hendes stadig mere skrøbelige optræden på scenen.
Anders Vesterholms scenografi i Bastionen (nær Nyborg Station) er storslået og Betty Glosted, der også har påtaget sig at iscenesætte forestillingen, kender tydeligvis sit univers. Hotelsuiten er indrettet i klassisk stil og kan ved hjælp af de bevægelige scenemoduler forvandle sig til en glitrende showscene, hvor musikken swinger under ledelse af Bent Lundgaard.
Som Judy Garlands homoseksuelle pianist yder Keld Heick en smuk afdæmpet indsats, der må være det fineste, han har lavet som skuespiller inklusive "Four Jacks". Ikke mindst i scenen, hvor han tilbyder Judy Garland et andet liv, bliver deres samspil direkte rørende, og vi mærker hvilken ømhed, der rent faktisk eksisterer mellem dem.
Jon Lange synes i starten næsten for charmende som Judy Garlands unge manager, hvilket dog viser sig at være en taktisk klog disponering, da vi derved opdager den mere kyniske side af managerens personlighed gradvist.
Men der er og skal naturligvis også være Betty Glosteds forestilling. Vi fryder os over, hvor mange af nuancerne i Judy Garlands personlighed og kunst, hun har tilegnet sig. Lige fra fraseringerne, de udtryksfulde hænder, det neurotiske blik og den næsten frygtindgydende råstyrke.
Det stående bifald, der fulgte til slut efter den Oscar-belønnede "Over The Rainbow" fra filmen "Troldmanden fra Oz", gjalt først og sidst Betty Glosted.
(Michael Søby)
