★★★★☆☆
Animationsfilmen om BIEN MAJA er en sød og gemytlig affære, der nok skal gå rent ind hos mindre børn. Formatet synes overskueligt, farverne venlige og effekterne få. Og så slipper vi heldigvis for 3D-briller!
BIEN MAJA repræsenterer en række gode og sunde værdier: Hun er både hjælpsom, modig og empatisk. Om man vil tælle Majas royalisme blandt disse værdier, må være op til den enkelte.
Omkring Maja vrimler det med charmerende insekster som vennen Villy, hvepsen Stik og græshoppen Flip. Størst lykke gør de to muntre myrer Arnie og Barnie, og det er nok kun forældrene, der drager uheldige paraleller til "Tintin i Congo" på grund af figurernes negroide træk.
De tre danske unger, der lægger stemmer til de små hovedkarakterer, gør det med smittende energi, og hvor Stine Stengade tilsyneladende har en personlig fest ved at overspille en skurkerolle, går Anette Støvelbæk anderledes diskret til værks som den sympatiske Cassandra.
BIEN MAJA hører ikke til de uforglemmelige film indenfor denne genre, men man hygger sig ganske godt, mens man ser den.