★★★★★★
Intet under at Kaspar Rostrup for få år siden modtog Reumert-komiteens hæderspris. For få af hans landsmænd – hvis nogen overhovedet? – har haft og har evnen til at omsætte de største dramatikeres kloge ord til psykologisk velfunderet scenekunst.
Besynderligt nok har Kaspar Rostrup aldrig tidligere iscenesat Henrik Ibsens berømmede og berygtede ET DUKKEHJEM, men det råder Vendsyssel Teater heldigvis bod på nu.
Scenografen Stine Martinsen har iklædt teatrets største scenerum diverse smukt farveafstemte træsorter, der indikerer en klassisk fortolkning. De periodesikre kostumer bidrager til indtrykket et borgerligt hjem, hvor Torvald Helmer (en magtfuld men også sårbar Martin Hestbæk) regerer over kone, børn og tjenestefolk.
Hustruen Nora har i et anfald af pengemangel placeret sig i en udsat position, der også vil kunne skade hendes ægtemand. Gradvist indser hun behovet for at frigøre sig fra sit lillepige-image, så hun kan blive taget alvorligt som voksent menneske. Den unge skuespillerinde Sofie Topp-Duus afspejler denne udvikling på imponerende vis, og får dermed sit gennembrud.
Rundt om dette betændte ægteskab møder vi den giftige men også sårede Krogstad, som Preben Kristensen spiller så præcist og følsomt. Præstationen må regnes blandt Preben Kristensens fineste som karakterskuespiller. Også Jette Sophie Sievertsen bør fremhæves som hans livs kærlighed, en følsom og klog kvinde, der indser, at hun ikke bør hjælpe Nora ved at bidrage til løgnene.
Susanne Heinrich fremstår direkte elskelig som den gamle amme, der rent intuitivt fornemmer, at noget er galt i det lille hjem. Søren Hauch-Fausbøll pjanker i første akt lige rigeligt med Doktor Ranks dødsangst, men har heldigvis et par rørende scener i anden akt.
Kaspar Rostrup og hans dramaturg Anne Middelboe Christensen har en overraskelse til os i forestillingens sidste scene – godt hjulpet af scenografen Stine Martinsen. Pludselig indser vi, at den klassiske ramme på ingen måde gjorde stykket gammeldags, men at den tværtimod var en nødvendighed for, at Nora også rent fysisk havde noget at gøre sig fri af.
Kaspar Rostrups’ ET DUKKEHJEM er i sin sjæl nemlig en særdeles nærværende, moderne og relevant Me Too-historie, der berører os alle – uanset køn. Og tilmed den bedste opsætning af ET DUKKEHJEM, som vi har set på dansk grund i dette århundrede.
(Michael Søby)
