THE FABELMANS

★★★★★☆

Steven Spielberg har begået sin mest personlige film – trods titlen THE FABELMANS. Lighederne mellem Spielbergs opvækst og Fabelman juniors forekommer indlysende, ikke mindst den unge mands filminteresse tilskyndet af en psykisk syg mor. Sammen finder de et vigtigt fællesskab i kunsten, indtil virkeligheden i bogstaveligste forstand bryder illusionen.

Filmens fine manuskript har Spielberg skrevet med sin efterhånden faste samarbejdspartner Tony Kushner ("Engle i Amerika"), og også denne gang udløste samarbejdet en Oscar-nominering.
Gabriel LaBelle har hovedrollen som den unge Spielberg – sorry, Fabelman! – og han giver smukt udtryk for en ung mandsforsøg på forsigtige forsøg på at manøvrere gennem den svære overgang fra barn til voksen.

Michelle Williams har stjernebirollen som moderen, men man valgte at lancere hende som filmens kvindelige hovedrolleskuespiller, og havde også held med at få hende nomineret. Men selvom det var hendes femte nominering uden at vinde, måtte hun se sig forbigået igen, og hun ville givet have haft større chancer i den ikke nær så stærke kategori for præstationer i en kvindelig birolle. En lanceringsmæssig fadæse, som da Disney undlod at nominere "Encanto"-sangen "We Don’t Talk About Bruno", som fik hen og blev et monster-hit og i stedet måtte nøjes med en Grammy.

Mændene – Paul Dano (Hr. Fabelman) og Seth Rogen (husvennen)- fremstår mere blege end den farverige Williams, og men gamle Judd Hirsch, der blev Oscar-nomineret for rollen som empatisk psykolog i Robert Redfords instruktørdebut "En ganske almindelig familie" ("Ordinary People"), lyser op i en lille rolle, der tilmed indbragte ham endnu en Oscar-nominering.

Nævnes bor også David Lynch for en veldrejet birolle som filmikonet John Ford, en af de få, der har vundet flere instruktør-Oscars end Steven Spielberg!

THE FABELMANS er en overraskende lavmælt Spielberg-film, der trods virkelig mange kvaliteter dog ikke har samme kunstneriske gennemslagskraft som f.eks. "Schindlers liste". Men den er tydeligvis dybtfølt og ægte, og bliver alligevel et godt bud på årets bedste engelsksprogede film.