TERNET NINJA

★★★★★☆

Anders Matthesen er ikke blot dansk stand-up komiks fader, men et multi-talent, der vover og vinder næsten hver gang, han stikker anderumpen frem. Efter kultfilmen "Terkel i knibe", der til næste år bliver en stor musical i Tivoli med Ruben Søltoft i titelrollen, er der naturligvis store forventninger til hans seneste animationsfilm TERNET NINJA, men har formår ikke bare at indfri dem, men overgår dem.

Lige fra de første credits til de afsluttende indslag fra børneradioen morer Anders Matthesen på sin helt egen flabede facon, der bryder alle regler for god tone.

TERNET NINJA er egentlig slet ikke nogen børnefilm, men mindre man vil lære sine småfolk sømandsvisen om manden, der ikke kunne spille andet end pik. Folk, der taler thai, tykke drenge, tykkegummi-gnaskende tøser og bebumsede indvandrere får med grovfilen, men filmens egentlig skurk er en bleg fabriksejer, der udnytter børn som arbejdskraft, når han da ikke banker dem til døde.

Anders Matthesen lægger selv stemme til hovedparten af karakterne og gør det forbilledligt – og modsat sangene i hans seneste show er disse knivskarpe – og skal nok blive hits hos den enorme fangruppe.

Anders Matthesen har også udviklet sig til at blive en bedre filmfortæller, og trods det særdeles saftige – men sindsygt sjove sprog, så rummer handlingen alligevel en form for morale, der virker forsonende. Tern på tøjet har muligvis været kikset i mange år, men med TERNET NINJA kan det slet ikke undgå at blive god stil.