ELSKER DIG FOR EVIGT

★★★★★☆

Marie Brolin-Tanis balletudgave af Susanne Biers prisbelønnede film blev et fornemt punktum for Bier-trilogien i Århus i forbindelse med kulturbyåret. Nu får københavnerne endelig mulighed for at nyde Black Box Dance Companys mesterlige forestilling på Operaens takkelloft.

Lionel Ah-Sou er som Joachim forestillingens kraftcentrum med sin ublufærdige maskulinitet, der efter en trafikulykke pludselig spærres inde i en lam krop. Bundet til en kørestol, men med en loyal kone. Lige indtil hun får et godt øje til lægen.

Marie Brolin-Tani gør flittigt brug af videoprojiceringer, og det forstår man godt, når hun har en talentfuld scenograf og videodesigner som Signe Krogh til sin rådighed. Ikke mindst scenen med de bevægelige biler gør trafikulykken særdeles nærværende.

Efter pausen forsøger hospitalets folk at aktivere hans krop på nærmest uhyggelig vis. Men aftenens smukkeste scene indtræffer, da hustruen kravler op til sin mand i kørestolen og lægger sig i hans skød. Der mærker man en fysisk samhørighed, der siger mere end flere siders filmdialog.

Pernille Rosendahls stemme låner en stilfærdig melankoli til opsætningen, men det er dog menneskekroppenes mangfoldige udtryksmåder, der gør størtst indtryk denne aften.

ELSKER DIG FOR EVIGT forbliver en sanselig og flot produceret danseforestilling, der ubesværet placerer sig blandt årets bedste.