★★★☆☆☆
På Teaterhusets nye scene Xenon kan man lide at eksperimentere. Og i en stadig mere konform verden er det afgjort et plus.
Vi møder tre individer, der hver på deres måde synes fanget i et mønster. En ung mand, der først forurettet siden decideret arrig eksploderer i et rituelt skænderi. En anden ung mand klær sig af og på i een uendelighed, men han kommer tilsynelandende aldrig ud af stedet. Den tredje karakter er en kvinde. Hendes lade kropssprog viser sig at skjule et vis temperament, som heldigvis kommer til udtryk i et enkelt udbrud.
Konstruktiv kommunikation skal man ikke forvente mellem de tre karakterer og gentagelser i bevægelse og ord vil sikkert være en prøvelse for nogen. Men det er noget genkendeligt i dette univers, der koblet med en vemodig poesi, gør et vis indtryk.
Tre kvarter virker som passende længde for et systematisk repeterende stykke som dette, og viljen til at turde eksperimentet, turde udfordringen – både i forhold til performer og publikum – virker i sidste ende velgørende.
Andreas Dissing Hyttel, en veltrænet Christian Møllegaard og nydelige Karoline Juul Christensen har tydeligvis stillet sig til rådighed for instruktøren Joakim Skovgaard og især Andreas Dissing Hyttel formår at gøre indtryk med sin indædte vrede.
Forestillingen er produceret af Pavlos hunde, og er nok mere forfriskende end egentlig vellykket, men det er skam også noget.
(Michael Søby)
