TOUCH ME NOT

★★★★★☆

Dokumentar og fiktion mixes på raffineret vis i denne ganske usædvanlige Guldbjørn-vinder, en co-produktion mellem Rumænien, Bulgarien, Frankrig, Tjekkiet og Tyskland. .

Man skal dog ikke forvente nogen nem film, for TOUCH ME NOT er helt i filmens ånd ikke nødvendigvis let at elske. Men gør man sig umage og åbner sit sind mest muligt bliver man så rigeligt belønnet.

Vi følger gruppe mennesker, der alle har eller har haft problemer af intim karakter med andre mennesker bl.a. en multi-handikappet mand og en kvinde, der har svært ved at være nøgen foran mænd. Gradvist bliver de og vi klogere på deres historier, og i sanselige billeder mærker vi nærværets og berøringens betydning for det enkelte menneske.

Man kunne have ønsket, at instruktøren havde overladt sine replikker til en skuespiller, men da hendes personlige beretning synes at være forudsætningen for hele filmen, kan hendes disposition bestemt forsvares.

Omvendt gør den islandske skuespiller Tómas Lemarquis atter et stort indtryk. Han fik for 15 år siden sit internationale gennembrud med titelrollen i Dagur Káris "Nói albinói" og har siden medvirket i sci-film film som "X-men" og "Blade Runner 2049". Denne gang finder han en sart og mere sårbar side af talentet frem igen, og ih hvor det klæder ham.

TOUCH ME NOT er både anstrengende og irriterende undervejs. Men den udfordrer os ikke bare mentalt, men i mindst ligeså høj grad rent følelsesmæssigt på en måde, som vi ikke har oplevet før. Hvor bredt kan du favne?

Tag chancen, find ud af det og nyd debutanten Adina Pintiles i sandhed dristige iscenesættelse.