★★★☆☆☆
En sjov og på flere måder interessant historie bliver trukket i langdrag af instruktøren Marco Proserpio. Han har ellers gjort et grundigt researcharbejde og talt med et hav af mennesker, der alle bidrager med mulige (og enkelte umulige) perspektiver på en tilsynelandende kompliceret sag.
Det drejer sig om britten Banksy, der af Wikipedia beskrives som en "berømt pseudo-anonym graffiti-kunstner", der skaber en lang række tankevækkende og provokerende billeder på muren, der skiller Israel og Palæstina. Disse billeder har fået så megen berømmelse, at man enten skræller dem af betonmuren eller transporter hele betonklodsen med billedet til Europa eller USA, hvor den udstilles eller sælges.
Filmen, der er fortræffeligt speaket af Iggy Pop, rejser igen og igen spørgsmålet om, hvem har retten til et kunstværk? Er det kunstneren, ejeren af jorden, hvorpå den del af muren stod eller er det offentligt ejendom eller en evt. købers?
I den givne sag synes det dog indlysende, at Banksy ingen ret har til disse billeder, men tværtimod har overtrådt loven ved at udsmykke offentlig ejendom uden forudgående tilladelse. Hans sagsanlag bør da heller ikke ses som et anfald af grådighed, men snarere et forsøg på at forhindre andre i at tjene penge på disse værker.
En bodybuilder ved navn Walid (the Beast!) agerer guide, men ender med selv at få fingrene i klemme efter samarbejde med en indflydelsesrige magtmand. Politiet lirer en tirade af om, at det er deres ansvar at beskytte offentlig ejendom, men man får en lumsk mistanke om, at penge også i den henseende kan gøre en forskel.
I sidste ende har Banksy nok været en smule naiv i udformningen og realiseringen af sit projekt. Og den måske mest sigende pointe kommer fra een af de lokale palæstinensere, der henstiller til Banksy om at komme med penge fremfor kunst næste gang.
