★★★★☆☆
SALMESYMFONI ****
DVORÁK PAS DE DEUX *****
MY DADDY LOVES SUGAR ****
Tre appetitvækkere fra Det Kongelige Ballet lyder jo altid fristende, og der blev da også et solidt lille måltid ud af disse meget forskellige godbiddere.
Jiří Kyliáns "Salmesymfoni!" vandt ved gensyn takket være Igor Stavinskys hypnotiske musik og et fint afstemt ensemble. Poetiske Andreas Kaas og den teknisk uforlignelige J’aime Crandall fik det største bifald, og måske var de også en smule bedre end de andre.
Harald Landers vidunderlige "Dvořák pas de deux" blev en udfordring for Emma Riis-Kofoed, der dog klarede den flot, selvom den generøse Jón Axel Fransson slet ikke kunne undgå at overstråle hende denne gang. Intet under, at han fik tildelt en Reumert tidligere på året. Her er vitterligt en danser på internationalt plan og med et overskud, der smitter.
Oliver Starpov stod for aftenens sidste indslag, som for det meste foregik i noget, der lignede et dark room, men som foremåede at udfordre de medvirkende dansere i nogle imponerende vride- og vuggebevægelser, som vi ikke er vant til at se i Det Kongelige Teater – tilsat æggende elektroniske rytmer. Thomas Bek Jensens sparsomme lysdesign gjorde det dog næsten for vanskeligt at se danserne.
Een DANS2GO pr. sæson synes passende, men hvis den økonomiske virkelighed ikke snart ændrer sig radikalt på kulturområdet, så får vi vist kun DANS2GO-programmer i fremtiden og det ville ærlig talt være synd.
(Michael Søby)
