★★★★☆☆
På Edison-scenen har man kastet sig over den unge Édouard Louis’ selvbiografiske roman, der vakte opsigt ved sin fremkomst i 2014 på grund af sin direkte fremstilling af spirrende homoseksualitet.
Simon Boberg og Anna Balslev har på loyal vis bearbejdet Agnethe Dorph Stjernfelts oversættelse til en monolog på fem kvarter, der forsvares ærligt og nærværende af Morten Hee Andersen.
Præstationen hører til dem, man kan kalde for lovende og er vel også det hidtil bedste, som Morten Hee Andersen har begået på en scene. Men samtidig må det fastslås, at Morten Hee Andersen aldrig bliver alt det, han skal være: En feminin yngling, der pines af manglende selvværd på grund af omgivelsernes reaktioner på hans kvindagtige attituder.
Vi så det, da Niels Ellegaard spillede Bo i Famlien Gregersen-føljetonen på Aarhus Teater og da Anders W. Berthelsen agerede transen Hedwig på Nørrebro Teater, og nu ser vi det igen: En normalisering af det at være anderledes for at gøre det acceptabelt for den brede befolkning.
Det er som om, at iscenesætter Anna Balslev har villet fremstille denne Eddy som en helt ordinær fyr for, at publikum bedre skal skulle kunne sluge de ord, der kommer ud af munden på ham.
Men måske er valget er den helt almindelige og lidet feminine Morten Hee Andersen bare helt grundlæggende forkert? Også selvom han forsøger sig med lidt bløde håndled. Det virker dog mere villet end dybtfølt, og derfor bliver også de kvindelige karakterer til karikaturer, hvilket skader alvoren i teksten. Vi bliver ikke i tilstrækkelig grad provokeret af det, vi oplever. En mikrofon i munden er desværre ikke nok.
Det handler ikke om og bør ikke handle om skuespillerens seksualitet. For nyligt måtte Scarlett Johansson ganske urimeligt droppe en rolle som trans efter pres fra trans-miljøet, inden hun havde fået lov til at spille rollen. Det handler derimod om, hvad der reelt virker eller ikke virker overbevisende. Casper Crump, Simon Bennebjerg og Anders Budde Christesen er skuespillere, der i det seneste årti har formået at illudere overbevisende i ekstreme homoroller på teatret. Måske fordi de alle har haft den fornødne dristighed til og talent for at gå planken ud – støttet af en stærk iscenesætter?
På Edison må man i denne omgang nøjes med forsøget, og det er bare ikke godt nok til en sprængfarlig tekst som denne, der bør gribe os i struben og aldrig give slip. Morten Hee Andersen skal tilmed udsættes for teaterårets største kliché og skabe sin egen ansigtsmaske! Ideen er formodentlig en kort ophævelse af kønsidentiteten og for så vidt respektabel, men resultatet bliver snarere, at vi ikke kan se i hans ansigt, hvad han tænker og føler.
FÆRDIG MED EDDY er blevet en pæn og præsentabel forestilling, som man med sindsro kan bruge i skolesammenhæng. Men rent kunstnerisk ville den unægteligt have været mere interessant, hvis man for alvor havde vovet sig derud, hvor originalteksten rent faktisk befinder sig.
(Michael Søby)
