★★★★★☆
Ingen amerikansk skuespillerinde har som Glenn Close i den grad fortjent af vinde en Oscar. Det forekommer ganske ubegribeligt, at hun ikke vandt for sin mesterlige hovedrollepræstation i det overdådige kostumedrama "Farlige Forbindelser, men tabte til Jodie Fosters comeback-præstation i det sensationsivrige voldtægtsdrama "Anklaget". På samme måde stod hun til at vinde en Oscar for det uforglemmelige portræt af "Albert Knobs", da premieredagen for Meryl Streeps portræt af Margaret Thatcher blev rykket frem.
Man kan frygte, at THE WIFE i for høj grad er en film, der henvender sig til kvinder til, at den kan vinde en Oscar, og dermed bekræfter filmens tese om, at det i ganske urimelig grad stadig er svært for kvinder at blive taget alvorligt som kunstnere i en mandeverden.
I THE WIFE spiller hun hustru til en forfatter, der pludselig får et opkald om, at han er nomineret til Nobelprisen i litteratur. Det afstedkommer en række reaktioner fra sønnen, der selv er spirende forfatter og fra hende selv, der pludselig får behov for at gøre status over sit liv efter mødet med en emsig journalist.
Jonathan Pryce, der burde have vundet en Oscar for sin bevægende fremstilling af maleren "Carrington", stråler som Nobelprismodtageren og det er rørende at se Glenn Closes datter spille overfor en glimrende Max Irons, søn af Jeremy Irons. Glenn Close og Jeremy Irons vandt deres første Tony-priser for samspillet på Broadway i "The Real Thing" og Close var ligeledes fremragende i såvel Von Bülow-filmen "Frikendt?", der indbragte Jeremy Irons en Oscar, og i "Åndernes Hus" af Bille August.
Men filmen er og bliver Glenn Closes. I det eneste afslørende nærbillede efter den anden, viser hun nye nuancer hos en kvinde, der har lært at mestre kunsten at være hustru. Både af kærligheden til manden og fordi hun var nødsaget til det. THE WIFE bliver takket være Glenn Close ikke blot en film om en forsømt kone, men et lysende monument over generationer af kvinder, der mere ELLER mindre frivilligt fik rollen som frue.
