★★★★☆☆
Det lukningstruede Vendelbohus i Hjørring har netop haft besøg af Folketeatrets turnéversion af PEER GYNT og det lokkede heldigvis mange mennesker til. Iscenesætter Moqi Simon Trolin havde sammen med scenografen Eilev Skinnarmo skabt et eventyrlig univers med udgangspunkt i det øje, der tjener som sjælens spejl.
Cyron Melville og Preben Kristensen spiller henholdsvis den yngre og den ældre Peer i hver sin akt. Cyron Melville låner på imponerende vis hele sit originale unge talent til den krævende titelrolle, hvorimod det efter pausen snarere er Peer Gynt, der bliver til Preben Kristensen, men det er slet ikke det værste, man kan være.
Mathilde Norholt er lige til at forelske sig i som Solveig, og kun i replikkerne om tro, håb og kærlighed kunne man ønske sig en større nuancerigdom.
Anette Støvelbæk er fortræffelig som en afpillet mor Åse og gør også god fyldest i andre roller ligesom Mads Knarreborg, der dog især er skøn som potentiel troldebrud. Vi må heller ikke glemme Michael Brostrup som frygtindgydende forvokset barn.
Henrik Ibsens PEER GYNT er krævende stof, men kunne meget vel egne sig som skoleforestilling for de større klasser, der er fortrolige med sære skabninger i et fantasy univers. At kunne skelne mellem "at være sig selv" og "at være sig selv nok" kan dog være relevant for folk i alle aldersgrupper.
(Michael Søby)