★★★★★★
Alle elsker Birthe Kjær. Og med rette. Ingen anden af danskstoppens stjerner har formået at holde sig på toppen i et halvt århundrede.
På en storskærm i Herning Kongrescenter vises billeder af Jørn Hjorting og en purung Birthe Kjær. Vi hører deres samtale fra dengang Birthe sprang direkte ind på Dansktoppens 1. plads med “Arrivederci Franz” – foran Johnny Reimar, der ellers havde opdaget hende.
Alle karrierens pladeomslag er samlet i eet billede og man kan helt nøgternt konstatere, at den Birthe Kjær, vi oplever på scenen i en elegant anemone-blå kjole, er og bliver den smukkeste. Publikum giver hende en stormende modtagelse og den stående ovation varer tilmed ved under hele åbningsnummeret.
Hun bakkes fortrindeligt op af det swingende Feel Good orkester, der både tæller strygere og blæsere, og som giver os en musikalsk afvekslende rundtur i Birthe Kjærs alsidige karriere.
Raffinerede kostumeskift, danseindslag og duetter med bl.a. Jacob Haugaard sikrer at underholdningsværdien er i særklasse, og vi får i tilgift søde videohilsener fra kærlige kolleger og venner. Fornuftige nedslag i popkarrieren såsom “Sommer og Sol”, “Tennessee Waltz” og “Vi maler byen rød” kombineres med en række sange, som udvider vores opfattelse af, hvad Birthe Kjær er og kan.
Hun danser line-dans, mens hun synger country, fortolker jazz-klassikere, spiller revy og musicals og crooner “My Way”, så den for alvor får mening. Men hun kan også på diskret og ganske usentimental vis formidle, hvilken betydning som sangen “Lys i mørket” fik for hende efter et ophold på et børnhjem i Thailand.
Rejser har i det hele taget været til stor inspiration for Birthe Kjær, fornemmer man. Paris og Rom er de foretrukne rejsemål, hvilket også afspejles i hendes sangskat, men vi får også nogle private optagelser fra Den Røde Plads i Mosvka med Birthe Kjær som lattermild guide.
Hun giver ligeledes et tysk nummer, som hun optrådte med i Østtyskland, indtil bemærkning om østtysk toiletpapir gjorde en ende på den del af karrieren. Den modne Birthe Kjær har også politisk bid i en kommentar til den pålagte reduktion af DR.
Der kommer sus i den polkaprikkede strutkjole, når hun leverer et festligt potpouri af engelsksprogede evergreens som f.eks. “My Boy Lollipop” bakket op af et par kække korpiger
Det burde således være tydeligt for enhver, at dansk populærmusiks ypperste repræsentant aldrig har været bedre. I lighed med “Den blå anemone”, som hun foredrager med lige dele poesi og alvor, repræsenter hun til stadighed “en evighed af håb” for en hel nation.
(Michael Søby)
