★★★★★☆
Selv når den største drejescene drejer, hejseværket arbejder på højtryk og det bugner med kostbare kulisser og kostumer, er det i mødet med skuespilleren, at den store teatermagi opstår.
Det ved Jens Albinus, og han har på Husets Teater skåret William Shakesperes blodige kongedrama "Richard III" ind til benet for at satse på ren og skær skuespilkunst. Det forstår man sandelig godt i dette tilfælde, for i Tammi Øst har han en skuespiller af internationalt format.
Sjældent har det været mere tydeligt end i denne fysiske og psykiske kraftanstrengelse om det ultimative nådesløse magtmenneske. En samvittighedsløs skabning, der regerer uden nogen form for hensyntagen til andre mennesker, drevet af et sygeligt selvværd. Parallellerne til den politiske verden netop nu ligger således lige for.
Morten Burian støtter kvalificeret i både mande- og kvinderoller, for det er slet ikke væsentligt, om det er en mand eller en kvinde, der spiller rollerne i denne opsætning. Lucia Vinde Dirchsen har også sine øjeblikke – især som Anne, der imod alle odds lader sig forføre af sin afdøde mands morder. Men det hedder altså ikke "drabt", men "dræbt"! Lyt til Tammi Øst!
Jens Albinus er generelt sluppet nådigt fra sin radikale bearbejdning, men at reducere pragtrollen som Richards mor til en lydeffekt, når Bodil Kjer og Maggie Smiths præstationer i netop den rolle står så klare i erindringen, synes meget tæt på helligbrøde.
Et stamtræ i programmet havde givet gjort det nemmere for publkum at orientere sig om stykkets indviklede familieforhold, inden forestillingens start. Der er mange navne at holde styr på – selv for erfarne Richard III-gængere – og endnu flere ord.
Det bliver dog altsammen mindre væsentligt, når Tammi Øst er på scenen – og det er hun heldigvis næsten hele tiden i de ni kvarter, som forestillingen var. Hun raser og råber, for det skal man som wannabe-konge i et Shakespeare-stykke! Men formår også at bibringe figuren en velgørende humor, bl.a. når hun punkterer Richard IIIs selvfedme. En chokerende nøgenscene i baggrunden synes dog primært at have til opgave at udstille hans beskedne manddom.
RICHARD III på Husets Teater demonsterer dog først og sidst, hvad der kan ske, når magtens mænd får uindskrænket indflydelse og er således sørgelig aktuel.
(Michael Søby)
