★★★★☆☆
Efter at have hittet på Aveny-T med en teaterforestilling baseret på de indledende afsnit af den norske TV-serie SKAM, er Martin Lyngbo nu klar til at præsentere SKAM 2, der ikke overraskende bygger på anden sæson.
Et par af de unge skuespillere er skiftet ud uden store skår i glæden, og atter engang må man imponeres over Martin Lyngbos evne til at få relativt uprøvede kræfter til at agere relativt professionelt. Hans sceniske løsninger er også meget mere end affotografering af TV-serien, men opfindsom nytænkning, der vidner om, at manden ved hvad teater kan fremfor TV.
Anden sæson hørte blandt TV-seriens stærkeste, og romancen mellem Noora og William fik hjerter til at smelte også udenfor Norge. Også i teaterversionen har Line Mørkeby valgt at fokusere meget på dette par, men måske i lidt for høj grad på deres problemer og for lidt på selve romancen.
Vi savner lidt sødme og flere nænsomme scener, hvor parrets fælles kropssprog blødgøres og de må overgive sig betingelsesløst til hinanden. Mørkebys bearbejdelse lever dermed ikke helt op til niveauet fra sidst, men på de givne betingelser bærer både Fanny Bornedal og Jonathan Stahlschmidt deres hovedroller flot.
Mathias Käki Jørgensen udfylder såvel rollen som Williams bror som rollen som Isak. Han får i slutscenen tilmed antydet, hvad der kommer til at ske med Isak i de senere afsnit. Coco Hjardemaal er ganske kær som Vilde, Frieda Krøgholt har godt styr på rollen som Eva og Sylvester Byder har en dejlig naturlighed som Jonas. Andreas Dittmer fremstår knap så fuldtids-flamboyant, som man husker den originale Eskild, og det klæder faktisk rollen.
De øvrige får for lidt plads til, at man for alvor kan vurdere deres kunnen, men det bliver der forhåbentlig lejlighed til, hvis også tredje sæson skal dramatiseres? Publikum synes i al fald ikke at være i tvivl – og fire fremkaldelser kan kun tolkes som et rungende ja.
(Michael Søby)
