★★★☆☆☆
På Teater Vestvolden i Hvidovre mangler man ikke ambitioner. Seneste udspil er en mini-musical med udgangspunkt i de sange, som børnene fra Vesterbros ungdomsgård gjorde til landeplager, da ungdomskulturen boomede i 1970erne.
Virtual reality er en del af det nye projekt, og inden forestillingen overhovedet går i gang, skal vi igennem et kvarters intro, hvor vi lærer at benytte en special-brille, trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter samt dele brillen med sidemanden undervejs.
Indslagene har umiddelbart en visuel wow-effekt, der dog hurtigt fortager sig, og de føjer ikke noget afgørende fortællemæssigt til forestillingen. Tværtimod virker de lidt forstyrrende i forhold til historiens kontinuitet. men varer kun nogle få minutter. Det er hensigtmæssigt, da man pænt må vente, mens en ledsager også får påført sig brillen og afprøvet det svimlende Virtual Reality-univers, inden forestillingen kan gå videre. Men alt i alt et sjovt forsøg på at mutere to forskellige kunstformer.
Selve historien omhandler en dreng og en pige, der finder den gamle plade med Vesterbros ungdomsgård, og som herefter erfarer, at de har en del til fælles. Cecilie Greiber Alring og Max-Emil Nissen agerer de to unge, og især han finder en naturlig varme at øse af – også rent sangligt.
Simone Isabel Nørgaards tekst rummer mere hjerte end sund fornuft. Hvorfor undrer pigen sig ikke over drengens navn? Hun må da ha’ hørt det før – og hvis ikke, bør det forklares.
Iscenesætter Anders Lundorph har tydeligvis gjort en indsats for, at Jakob la Cours forholdsvis velfungerende scenografi skal smelte sammen forestillingens virtuelle elementer, men helt vellykket kan man desværre ikke kalde det endelig resultat.
(Michael Søby)
