★★★☆☆☆
Danmarks ældste voldspil finder man i Nyborg. Her knokler henved 200 frivillige for at skabe en festlig forestilling, og denne gang har man kastet sig over teaterudgaven af Stanley Donen og Gene Kellys mesterværk "SINGIN’ IN THE RAIN". Filmen er fra starten af 50erne, men handlingen udspiller sig i slutningen af 20erne, hvor overgangen fra stumfilm til talefilm revolutionerede filmbranchen.
Nyborg Voldspil serverer SINGIN’ IN THE RAIN i et specielt widescreen-format med en lang palme-udsmykket tange i den ene side til de mange entreer på den røde løber. Orkestret har man klemt inde i, hvad der fra publikumsrækkerne ligner en lille æske øverst på bagscenen, men musikerne kæmper en brav kamp for, at tonerne skal få lov til at slippe ud.
Anton Lambert er staturmæssigt slet ikke noget dårligt bud på en dansk Gene Kelly i Nyborg Voldspil-regi og har slet ikke svært ved at illudere som stumfilmshelt. Lidt mere poesi i sangene – ikke mindst i duetterne – ville dog klæde helhedindtrykket.
Man forstår godt. at han kalder Signe Bækkelund for sin Asta Nielsen, for hendes til tider lidt mopsede fremtoning ligger milevidt fra Debbie Reynolds sprudlende indsats som Kathy og minder mere om den danske stumfilmsstjerne – inklusiv frisuren.
Emma Normann Hansen har musicalens sjoveste rolle som stumfilmdivaen Lina, hvis rædsomme stemme skaber problemer i talefilm, og hun forstår heldigvis at gribe rollens muligheder.
Jens Jepsen ligner overhovedet ikke Donald O’Connor, der spillede den adrætte Cosmo i filmen, men Jepsen bliver ikke desto mindre en gevinst for forestillingen med sit komiske overskud. Kun i hans store energiske sangnummer får han problemer med vejrtrækningen, og man har da også valgt at afbryde hans optræden med lidt ensembledans. Dermed smadres hele ideen med nummeret, der gradvist bør accellerere til et imponerende cresendo for derved at vise skuespillerens virtuositet.
Efter pausen virker det som om, at Nikolaj Tarp og Vicki Berlin helt har glemt, hvilken musical de rent faktisk iscenesætter? Ganske umotiveret får vi hovedsangen fra filmen "Troldmanden fra Oz", der ellers først hittede i 1939. Værre bliver det, da der fortsættes med sange fra bl.a. "Cabaret", "Miss Saigon" og "Løvernes konge"! Man overvejer, om man er gået forkert og er havnet i endnu en såkaldt teaterkoncert?
Iscenesætternes begrundelse for denne fatale fejltagelse må være et ønske om at give ensemblet lidt mere at arbejde med rent vokalt. Men rent fortællemæssigt virker dette kluntede meta-forsøg katastrofalt for forestillingen. Så selvom de medvirkende faktisk gør det godt i en vital koreografi, må potpouriet betragtes som en brøler af rang for iscenesætterne, hvor umiddelbart fornøjeligt det end kan synes.
Varde Sommerspil oplevede tidligere på sæsonen en stor kunstnerisk succes med skandinavisk premiere på Broadway-musicalen CHAPLIN. Der havde man en professionel skuespiller i front som inspirerende fyrtårn for de øvrige og der var kælet for tidsbilledet i både scenografi og kostumer med en hel anden detaljerigdom end her.
I Nyborg synes man at foretrække det på den gammeldags facon, og såvel kommunen som sponsorer bør da også bakke makismalt op om jubilæumsforestillingen "Frk. Nitouche" til næste år. Men det bør ske med krav om, at der fremover tages større chancer i repertoiret.
Den sympatiske nye formand for voldspillet, Jesper Bech Madsen, synes primært at have ambitioner i retning af allerede kendte værker, men endnu en opsætning af f.eks. "Cabaret" lokker næppe mange nye pressefolk eller publikummer til Nyborg. Her kunne man fordel beslutte, at man vekslede mellem velkendte klassikere og de mere ukendte ældre ("No No Nanette", "Carousel", "Gypsy" og "Mame" m.fl.) eller nyere værker, hvor man så hyrede en professionel musicalstjerne som trækplaster.
Fredericia Teater har forlængst bevist, at er ambitionsniveauet der på ledelsesplan, påvirker det også de medvirkende til at blive bedre, end de troede, de kunne blive. I Nyborg er man åbenbart tilfredse med at lade dem synge i regnen – for anden gang.
(Michael Søby)
