★★★☆☆☆
Mathilde Passer og Martine Levinsen er afgangselever fra Den Danske Scenekunstskole og forestillingen KÆRLIGHEDSHISTORIER, der spiller på Riddersalen, fungerer som deres afgangsprojekt. Eller gør den?
For et afgangsprojekt bør vel give os et indtryk af, hvorvidt de pågældende er i stand til at udvikle en eller flere karakterer og i processen afsløre så stor brede i talentet som muligt.
I KÆRLIGHEDSHISTORIER får ikke blot een men mange sange, de fleste i den samme trætte blues-stil – og så bliver det ligegyldigt, at kærlighedshistorierne er forskellige. Der er kraft i stemmerne hos begge de damer, selvom ikke alle toner rammes lige rent, men det skal nok komme.
Iscenesætter Lars Junggren kan intet stille op med det tvivlsomme tekstmateriale, og man savner i den grad en dramaturg til at luge ud i det værste.
Nogle få dialogscener bekræfter heldigvis, at de medvirkende godt kan tale, så man kan høre og forstå dem.
Men hvorfor den ene af skuespillerne på et tidspunkt skal sige sine replikker i midtergangen helt tilbage i salen, hvor de færreste kan se hende, giver ingen mening i en præsentationsforestilling. Ligesom et bjørnekostume, der dækker både krop og ansigt, heller ikke forekommer gennemtænkt i denne sammenhæng.
Set på denne baggrund er det i grunden forbløffende, at vi alligevel forlader KÆRLIGHEDSHISTORIER med et ønske om at se mere til de to unge skuespillerinder. Hvis de vel at mærke får noget ordentligt materiale at arbejde med.
(Michael Søby)
