★★★★☆☆
Flere generationer af børn er vokset op med sangene fra bogen "De små synger". Ørkenens sønner har fået vores øjne op for, at ikke alle teksterne var lige børnevenlige, og på Skuespilhusets mindste scene er det da også et voksent publikum, man henvender sig til. Men hvor "Ørkenens sønner" primært havde øje for seksuelle over- og undertoner i teksterne, så forsøger forestillingen DE SMÅ SYNGER at finde både dybde og poesi i de sange, vi troede vi kendte så godt.
Projektet lykkes, fordi den gennemmusikalske Johanne Louise Schmidt både kan synge og spille på så mange forskellige måder, og fordi hun i den sympatiske Kristoffer Fabricius har en makker, der generøst støtter og supplerer.
Et par gange undervejs er forestillingen ved at gå for meget i selvsving – især når der først skal laves kunstfærdige lydkulisser, der tilmed driller rent teknisk. Den valgte sangstil til numre som "Solen er så rød, mor" og "I Østen stiger solen op" læner sig også op ad det krukkede, men Johanne Louise Schmidt har alligevel en sjælden fin fornemmelse for at skifte stemning i tide.
En syret udgave af "I skoven skulle være gilde" sætter fut i festen og en enkel og uforstilt beretning om Oldemor Ugle bliver et stilfærdigt højdepunkt. Det irriterende sang om to katte, der sad på et bord, får næsten eksistentiel betydning ved at blive gentaget flere gange, og tilværelsens rituelle trummerum står pludselig krystalklar foran os.
DE SMÅ SYNGER bliver et vemodigt farvel til det Eventministerium, hvis største ulempe var at for få mennesker fik set forestillingerne – i forhold til hvor gode de var. Den Reumert-belønnede "Boys Don’t Cry" blev et utvetydigt højdepunkt for ministeriet og udvidede heldigvis også rammerne rent publikumsmæssigt. Men det forekommer fortvivlende, at en af kandidaterne til sæsonens bedste forestilling, nemlig "Tør aldrig tårer bort uden handsker", ikke får mulighed for at udnytte sin Reumert-nominering i den kommende sæson.
Vi vil i det hele taget savne mange af de skøre og skæve forestillinger, som Eventministeriet har budt os og beder til, at de ressourcer, som nu frisættes, rent faktisk bliver brugt til teaterproduktion.
(Michael Søby)
