★★★★☆☆
Amy Schumer har haft stor gennemslagskraft i USA som kikset pige, der insisterer på at være smuk. Og med Me Too-bevægelsen har hendes særegne form for selvudleverende komik for alvor fået vind i sejlene.
Helt ufortjent er det ikke, selvom man fornemmer, at hendes stand-up show yder hende endnu større retfærdighed, selvom tonen forekommer en del grovere.
Som filmskuespiller har hun ikke mange udtryk i ansigtet, men til gengæld fanger kameraet en ægte sårbarhed hos hende, som er helt afgørende i denne sammenhæng.
For filmens manuskript- og instruktørduo Abby Kohn og Marc Silverstein vil os noget. Det kan være i overkanten at tale om en fornyelse af den romantiske komedie, men det virker i al fald forfriskende, at den kvindelige hovedperson ikke skal igennem en reel fysisk forvandling, før hun indser, at hun er smuk.
Der går også en lige linie fra klassiske filmkomedier som George Stevens’ "Årets kvinde" ("Woman of the Year") og Mike Nichols’ "Working Girl" til "I Feel Pretty", uden at vi havner helt i samme klasse. Men budskabet til kvinder – dengang og nu – er mere selvværd.
Det registrerer vi også i Michelle Williams portræt af Avery LeClaire, stjerne i modeverden men med en mager krop og ligeså tynd stemme, der afspejler et hav af komplekser.
Modeikoner som Naomi Campbell og Lauren Hutton, der begge har bevist, at de var og er mere end umiddelbar blikfang, forekommer uhyre velplacerede i gæsteroller, og både Rory Scovel som Zumba-dansene kæreste og Tom Hopper som sulten hunk åbenbarer klædelig selvironi.
Men filmen er og bliver Amy Schumers – der meget vel kan løbe ind i en Golden Globe-nominering til næste år.
