af
Julia Butschkow
Forlaget Gyldendal
★★★★☆☆
Granit er en massiv og ofte rødlig bjergart, der hyppigt bruges som gravsten på landets kirkegårde. Det er ligeledes titlen på den danske forfatter Julia Butschkows nyeste novellesamling. I titelnovellen, den bedste i samlingen, er en kvinde rejst til det vindblæste Vendsyssel for at pisse på en vens grav. Hun opgiver dog hurtigt sit ringeagtende forehavende, da hun møder den sympatiske graver Peder, der byder på små grå på en lokal bodega. Meget sigende for denne og mange af de andre noveller i samlingen, er de abrupte og smådramatiske vendepunkter, der enten slår karaktererne ud af kurs, eller giver dem en ny indsigt.
Persongalleriet i titelnovellen giver desuden et meget godt indtryk af de karakterer, der befolker Butschkows spraglede novellesamling. Det fælles psykologiske træk for de mange karakterer er en tydelig følelse af utilpassethed og udsathed. Stille eksistenser der er på randen af sammenbrud eller i færd med seksuelle udskejelser kan passende betegne dem. En af samlingens sjoveste noveller, ”Ord”, kredser således om den lidt snæversynede Sten, der nægter at gå nettet. En dag kan han alligevel ikke dy sig, og han søger derfor på et frækt ord, hvilket straks fører ham ind i en lystig, pirrelig og erotisk verden.
Det kropslige spiller en central rolle i GRANIT. Vi hører for eksempel eksplicit om lemmer og sperm. Men det fremstår ikke pornografisk nok nærmere ordinært kødeligt og driftsbetonet som i novellen "Nu letter vi", hvor en sex-akt på et hotelværelse går lidt over gevind. Det klare fokus på libidoen indbyder til en freudiansk læsning. Ellers er det meget iøjnefaldende, at Butschkow har et veludviklet blik for dysfunktionelle randeksistenser, hvilket opleves i novellen ”Glas”, hvor en kvinde ved navn Fru. Nielsen er selvmordstruet, men det bliver dog ved fabuleringer og ikke reelle handlinger.
Nogle af novellerne er skrevet i første person og andre i tredjeperson. Indimellem kan det være svært at gennemskue, om det er en kvinde eller en mand, den omhandler, men tonelejet giver et vist fingerpeg. Selvom en del af karaktererne fremstår lidt flade, er den sociale miljøtegning ofte skarp som en issyl. Det er tilfældet i novellen ”Frugt”, hvor den apatiske John gentagende gange møder en hjemløs foran Kvickly, men ikke helt ved, hvad han skal stille op. En novelle der demonstrerer Butschkows sans for absurditeter kan findes i ”Efter indbruddet”, hvor en far har mere travlt med at plapre løs end at høre om et indbrud.
GRANIT er en god titel, men også lidt en fejldeklaration. Novellesamlingen er ingenlunde hård og fast som granit. Den er rettere blød og bøjelig, og hvis man endelig skulle slå sig på den, så skulle det være på grund af dens nøgterne virkelighedsskildring og det prunkløse sprogbrug, hvilket eksempelvis skinner igennem i novellen ”Salt”, hvor en patient kæmper med høj feber og sin ængstelser for en ældre patients ve og vel.
Enkelte noveller fortoner sig lidt i GRANIT, men det gør det samlede indtryk af en facetteret og fantasifuld novellesamling med en snært af bitter humor ikke.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
.
