ODENSE SOMMEREVY 2018

★★★★☆☆

Efter nogle år med ganske naturlige begynderfejl er det en glæde at kunne meddele, at Odense Sommerrevy 2018 er den hidtil bedste revy i den fynske hovedstad.

Iscenesætteren Joy-Maria Frederiksen har givet revyen tempo og samtidig formået at begrænse antallet af svage tekster i forhold til sidste år. Hendes fortid som danserinde kommer desuden til sin ret i en festlig koreografi for det ridende politi, en af Dansk Folkepartis våde drømme. Ikke mindst Thomas Mørk på den mest uregerlige af hestene får latterbølgerne til at brede sig i salen.

Thomas Mørk er ligefrem yndig som forlegen betjent, der noget modvilligt skal demonstrere diverse hovedbeklædninger, mens Bodil Jørgensen kommer med stadig mere groteske forklaringer på hvilke, der er acceptable hvornår. Teksten er af Vase & Fuglsang, der også leverer en anden af aftenens bedste tekster med fornem støtte fra legendariske Poul Henningsen i "Revy til Tiden". Her skal Bodil Jørgensen, der må være en gevinst for enhver revy, forsøge at fremføre revyklassikeren "Man binder os på mund og hånd". Men hendes formidling af den raffinerede tekst drukner her helt bevidst i diverse reklameindslag, undertekster og info i en skarp satire over TV-mediets kunstneriske fallit.

Bodil Jørgensen har fået lov til at genbruge flere karakterer fra den hidgangne Tamtam-revy i Tivoli, uden at der går for mange skår i glæden, og Vicki Berlin tager sig også endnu en tur som den ikke alt for kvikke Camilla, men med en bedre tekst end sidste år. Som relativ ny revy skal Odense Sommerrevy 2018 dog passe på, at de ikke i for høj grad kommer til at lægge sig op ad andre revyer, hvis man for alvor vil spille bold med landets største revyer. Det vil givet styrke den "nye" profil, hvis man i højere grad satsede på originale revykarakterer, som vi ikke kendte i forvejen fra andre revyer.

Niels Olsens spilleglæde smitter også denne gang af på tilskuerne, hvad enten han er skovens yndigste alfepige eller Donald Trump. Sidstnævnte mødes med Kim Jong-un, en anden foruroligende leder, som Vicki Berlin gestalter i Lars Peter Aagaards fortræffelige maskering.

Revydirektøren Lars Arvad er i år velsignet med numre, der klæder hans talent. En lille sketch om en tilsyneladende lykkelig gammel mand med eet stort problem gør han næsten rørerende og som dansende letbanefan er han tydeligvis i sit es. Igen mærker man Joy-Marie Frederiksens elegante detaljer musikalsk suppleret af 30-års jubilaren Morten Hesseldahl i spidsen for en velspillende kvartet.

Lars Arvad og co. er med andre ord på rette vej, og det skal nok give pote i billetmæssig henseende.

NB! Det kan også anbefales at bestille den lækre madkasse, der lader sig nyde i teltet inden forestillingen.

(Michael Søby)