★★★☆☆☆
Man tvivler i grunden ikke på de smukke intentioner bag denne spillefilm. Instruktøren Erik Poppe må også siges at være et godt valg til at løfte denne vanskelige opgave efter en række lødige film – sidst "Kongens valg" med Jesper Christensen.
Men spørgsmålet er, om Erik Poppe har fundet den helt rigtige form til at skildre tragedien. Han fokuserer på pigen Kaja, der efter skyderierne går i gang ikke kan finde den lillesøster, som hun lige har skændtes med.
Med håndholdt kamera som eneste faste selskab flakker Kaya omkring i mødelokalet, blandt teltene, i skoven og ved vandet. Undervejs møder hun en masse på flugt og enkelte, der har været i direkte kontakt med skyderierne. Vi ser aldrig hvem der skyder, men en god lydkulisse sørger for, at vi aldrig glemmer, at der skydes.
UTØYA 22. JULI bygger på interviews med en række af de unge, som overlevede grusomhederne, men alligevel undrer man sig over Poppes fremstilling. Kun een enkelt gang bliver der ringet til politiet og de flygtende har meget få teorier og samtaler omkring hvad der sker og hvorfor.
Poppes sobre tilgang til stoffet gør, at han har fravalgt alt for megen unødig dramatisering af materialet, men da han samtidig har valgt at lave filmen som spillefilm og ikke som dokumentar, sætter han sig mellem to stole rent spændingsmæssigt. Brugen af det håndholdte kamera virker også begrænsende og enkelte steder direkte forstyrrende.
Andrea Berntzen illuderer sådan set som pigen Kaya og de øvrige medvirkende agerer også nogenlunde naturligt, men klogere på tragedien bliver vi bestemt ikke. Poppes film havde muligvis også have haft gavn af, hvis vi i højere grad havde fået et forhold til de andre karakterer og deres individuelle historier.
UTØYA 22. JULI dækker muligvis et norsk behov for at bearbejdet tragedien i filmisk form. Men den definitive film om UTØYA 22. JULI bliver det næppe.
