★★★★☆☆
Operettekompagniet Polyhymnia tæller uddannede scenekunstnere, musikere og andre ildsjæle, som brænder for genren. For sjette gang er man rykket ind i Hofteatret for at sprede glæde i de hyggelige lokale med en dansk version af en klassisk operette. Denne gang har man valgt MIKADOEN af Gilbert & Sullivan, og det viser sig at være et fortræffeligt valg.
Et ungt orkester med 12 medlemmer anført af dirigenten Jonas Hunt Nørgaard sørger for, at vi fra start føler os godt tilpas og Lars Andersens prægtige kostumer hjælper tydeligvis spillerne med at skabe deres roller.
Det emmer af spillelyst på scenen og Jakob Becks iscenesættelse bobler af skøre indfald med sprudlende udgangspunkt i Jens Louis Petersens muntre oversættelse.
Phillipa Cold og Anders Austad Grunth gør et sympatisk indtryk som de unge elskende og synge kan de også. De får veloplagt opbakning af bl.a. Fritjof Fuglesang, Jonathan Keiding og Johannes Linneballe, der alle synes at have talent for at synge og spille komedie. Sidstnævnte mestrer tilsyneladende også den ædle kunst at skære en citronmåne ud i pæne stykker med karateslag!
I anden akt daler forestillingen i kvalitet, fordi det kitchede og campede får lov at tage overhånd. Specielt MIKADOENs solonummer og et ulideligt langt potpourri, der intet har med MIKADOEN at gøre, falder til jorden, og først da den grådkvalte Katisha gør sin entré på ny, begynder vi atter at more os. Naja Månsson gør hende til en opvisning i klassisk karakterkomik med præcise variationer af japansk gestik og mimik indarbejdet i figuren.
MIKADOEN ender således alligevel som en sejr, og publikum tog da også vældig godt imod den på premiereaftenen. Mere gakket operetteopsætning finder man ikke noget sted i København, og man længes helt efter, at værker som "No No Nanette" og "Rose-Marie" lander i Polyhymnias kyndige skaberhænder.
(Michael Søby)
