MANNING ER FRI

★★★★★★

Bradley Manning var navnet på den amerikanske soldat som lækkede en lang række hemmelige informationer bl.a. om USAs krigsforbrydelse. Men stykket MANNING ER FRI, der p.t. spiller på Mungo Park i Allerød, handler i ligeså høj grad om Chelsea Manning, den kvinde der bor inde i Bradley og som kæmper for at komme ud.

Anders Budde Christensen formår med sit stykke at koble både den politiske og personlige historie, der til sidst smelter sammen og giver titlen MANNING ER FRI en raffineret dobbelt betydning.

Ydmygelser og afstrafninger har været den røde tråd i Mannings liv, så intet under at det har medført psykisk ustabilitet og selvmordsforsøg. I hvor høj grad denne udvikling har haft indflydelse på beslutningen om at lække oplysninger, kan man kun gisne om.

MANNING ER FRI forekommer uhyre relevant i en tid, hvor frihedsbegrebet redefineres. Hvis man tror, at man frit kan bevæge sig på internettet uden at ens færden registreres andre steder, må man tro om igen. Og på trods af visse bagstræberiske tiltag under Donald Trump, så synes den seksuelle frigørelse for transer at være i fremmarch jvnf. ugens Oscar-triumf for transfilmen "En fantastisk kvinde".

Anders Budde Christensen nøjes ikke med at spille Bradley/Chelsea Manning, men varetager på imponerende vis også selv et væld af karakterer i dette krævende men medrivende drama, der trods en spilletid på 100 minutter ikke keder et sekund. Det har Maria Kjærgaard-Sunesens følsomt dynamiske iscenesættelse i Nicolaj Spangaas klaustrofobiske glasfængsel-scenografi også en del af æren af.

Men forestillingen afhænger naturligvis af Anders Budde Christensen, og det er i udviklingen fra Bradley til Chelsea, at han virkelig skal bevise sit værd som skuespiller. Anders Budde Christensens skildring af Mannings udvikling viser sig at være intet mindre end uforglemmelig. På et splitsekund kan han skifte fra højlydt desperation til stilfærdig fortvivlelse med en hudløshed, man ikke finder hos andre skuespillere i hans generation. En mesterlig indsats, der i den grad fortjener at blive forgyldt. Det stormende bifald og bravoråbene ved premieren talte sandt.