★★★★☆☆
Sven Vinge har lavet en bevægende og meget personlig dokumentarfilm, der afspejler forholdet til den nu afdøde alkoholiske fader.
Måske for personlig i virkeligheden, for det der skulle være alment, virker næsten som en terapeutisk hjemmevideo. Man forstår sådan set godt bedstemoderen, der har lært værdien af at tige, men i det mindste synes filmen at have en vis helbredende virkning på filmens instruktør.
Han skåner ikke sig selv, og netop ved at inkludere de øvrige familiemedlemmers kommentarer om hamselv, faderen og projektet, får filmen sine største kvaliteter.
En lille stump smalfilm indikerer, at begge børn i et vis omfang har været forsømt, men hvis Sven Vinge lyttede mere til sin familie, ville han muligt få det endnu bedre med sig selv og komme videre.
Alkoholismen lurer tydeligvis stadig i baghovedet, men hvorfor gentage de fejl, som ens fader allerede har begået så godt og grundigt? Alkoholisme behøver altså ikke være arveligt, og det er måske den vigtigste pointe med I FARS HÆNDER, der fungerer som startskudet for den kommende DOX-filmfestival..
