DET RETTE STED

af

Maggie O"Farrell

Forlaget House of Words

★★★★★☆

Fiktion har en forunderlig og forbløffende evne til at blande tid og sted og forvandle dem til spændende interagerende størrelser og samtidig give læseren et kalejdoskopisk blik på begivenhederne. Et glimrende bevis på dette er Maggie O’Farrells syvende roman DET RETTE STED. Den flersporet roman spænder over mange årtier og steder. Romanen er komponeret som korte berettende vignetter og indledes i det landlige Donegal i det nordvestlige Irland. Den ene af to hovedkarakterer, Daniel Sullivan, bliver hjemsøgt af fortidens spøgelser. Det sætter en hvirvelvind af følelser og minder i omløb.

Amerikaneren Daniel Sullivan er professor i lingvistik og har to børn, der bor i Californien. Sammen med den fransk-engelske ex-skuespiller, Oscar-vinderen Claudette Wells residerer han nu på behørig afstand af Californiens bagende sol og feterede stjerner. Men på en rejse først til Belfast og siden New York for at fejre sin lidet elsket fars 90-års fødselsdag og se sine to børn, hører Daniel en kvindelig stemme i radioen. Stemmen tilhører Nicola Janks – en kvinde som Daniel var sammen med for 24 år siden, og som
han undertiden erfarer døde kort efter, at de gik fra hinanden. Den skelsættende opdagelse får hans anonyme og tilbagetrukket liv til at vende på hovedet, og fører ham langsomt fysisk og følelsesmæssigt væk fra Claudettes favntag.

Handlingen i DET RETTE STED udspiller sig mellem 1944 til 2016. Hovedparten af romanen foregår dog fra 1990erne og frem til vor tid. Klar og tydelig fremadskridende kronologi er der ikke meget af. Til gengæld lykkedes det på virtuos vis O¨Farrell at krydsklippe ubesværet mellem forskellige tidsperioder og geografiske steder. En snes kapitler er fortalt fra Daniels synvinkel, andre fra Claudettes og tillige nogle fra Daniel børns og venners synsvinkel. Denne brogede flerstemmighed kan til tider opleves som at dvæle ved et eksploderende maleri af Jackson Pollock. Det skal klart opfattes som et kompliment, da det giver bogen mere dybde og nuancerigdom.

Den anden bærende karakter i romanen er Claudette Wells, der har iscenesat sin egen død. Hendes tidligere elsker i form af den svenske instruktør Timou Lindstrom hemmeligholder sandheden bag hendes pludselige forsvindingsnummer. Der gemmer sig slående reminiscenser af karakteren Norma Desmond fra Billy Wilders mesterværk ”Sunset Boulevard” i Claudettes person. Storhedsvanviddet, de excentriske udskejelser og kort til aftrækkeren-adfærden er ikke til at tage fejl af og ganske underholdende. Fordanskningen har Peter Bendtsen klaret effent.

DET RETTE STED er en medrivende roman med et kor af stemmer, der kommer til orde en myriade af steder på det Asiatiske, Europæiske samt syd- og nordamerikanske kontinent. Identitet, alkoholisme, skilsmisse og kærlighed er de tematiske knudepunkter.

Et længere afsnit er desuden viet til et auktionskatalog med billeder over Claudettes
ejendele. Et temmeligt spøjst og anderledes fortællegreb.

DET RETTE STED er en bog om tab. Om at tabe sig selv, ens ejendele, sin familie og kærligheden. Men desuden en bog om forsøget på at genvide alt dette ved at genetablere forbindelsen til fortiden. Mon ikke også læseren kan fortabe og genfinde sig selv i romanen?

(Gæsteanmelder: Niels Roe)