★★★★★☆
Jacob F. Schokking har især imponeret som iscenesætter, når han formår at forene sine stærke visuelle visioner med nærværende skuespilkunst. Hans "Dekalog" var et noget nært ufuldendt eksempel på dette, og nu finder han atter en fornem balance mellem nogle flotte farveafstemte teaterbilleder og et uhyre velspillende ensemble.
Peer Hultbergs roman REQUIEM kan ikke have været let at dramatisere, da den kan opfattes som verbaliserede tanker. Men dramaturgen Karen-Marie Bille har haft mere end en heldig hånd med sin bearbejdelse. Og er folk uden kendskab til romanen i starten forvirrede over, hvorvidt de otte medvirkende spiller en eller flere karakterer hver, så finder alle sig efterhånden til rette i forestillingens univers.
Samtlige skuespillere fortjener at blive fremhævet:
Vi møder forældreparret i en tilsyneladende musikglad familie anført af Steen Stig Lommer Illuderer vittigt bl.a. som selvtilfreds fader, hvis vitalitet og succes tilskrives tre minutters isbade. Sammen med kone og børn giver han familiekoncerter, selvom især sønnen (en stadig mere vred Elliott Crosset Hove) udtrykker oprørstrang.
Julie Agnete Vang rører os som en grå kontormus, der deltager i en tv-quiz i håb om at blive set, og Marie Bach Hansen morer som selvynkende tudemarie. Vulkanen Lise Baastrup får bl.a. lejlighed til at spille en civiliseret kvinde, der erfarer den hårfine grænse mellem forelskelse og frastødning – illustreret til fuldkommenhed af kropskunstneren Andreas Jebro.
Solbjørg Højfeldt er rystende intens bl.a. som kvinden, der blot har taget en enkel fridag for at drikke en flaske whiskey. Også Olaf Johannessen gør et stort indtryk bl.a. som stadig mere desperat søvnløs og som dublerende selvfed Siegfried.
REQUIEM på Betty Nansen Teatret er blevet intelligent og vedkommende teater, der giver lyst til at læse en god bog igen.
