★★★☆☆☆
I rækken af dødssyndere er Republique på Østerbro nu nået til MISUNDELSE. Iscenesætter Tue Biering står i spidsen for et særegent eksperiment, der blandt andet indebærer, at der ikke er nogen rolleliste til aftenens forestilling. Vi skal selv spille rollerne.
Tilskuerne (ca. 40) placeres på stole i en cirkel med fronten mod hinanden og tager hørertelefoner på. Gennem dem modtager vi instrukser om, hvad vi skal sige og foretage os.
Vi kommunikerer direkte til de øvrige i cirklen, men vi kan også blive bedt om at tale sammen individuelt i mørke.
Nogle af gæsterne bliver bedt om hente ting i et minikøleskab, bl.a. slik, øl og flødeboller, og enten guffe det hele i sig selv eller dele med andre.
Den yngste del af publikum fniser ofte, når de skal tale om deres egne oplevelser denne aften, mens en af de ældste får behov for at lægge distance til de sætninger, som han siger ved at gøre opmærksom på, at han ikke er enig. Men en vis fælles dedikation opstår.
Om eksperimentet er mere terapi end teater kan man diskutere, men noget fungerer i al fald, især fordi vi ikke ved, om det de andre siger, rent faktisk er deres egne ord.
MISUNDELSE når rent kunstneriske ikke helt der ud, hvor f.eks. projektet "Ungdom" nåede i Kanonhallens store sal for få sæsoner siden, men er faktisk et ganske virkningsfyldt eksperiment, der dog ikke bør forfølges. Med mindre at publikum får betaling for deres indsatser.
