★★★★☆☆
Instruktøren Rahul Jain er på et temmeligt rystende besøg på en indisk tekstilfabrik. I starten fokuseres på fabrikkens forskellige apparaturer, men langsomt bliver det klart, at Rahul Jain har en ganske anden målsætning med sin film end blot at fremvise diverse former for teknisk udstyr.
De MASKINER som Rahul Jain i virkeligheden er interesseret i, er de mennesker, der knokler på fabrikken. Arbejdsforholdene synes under al kritik, og den sociale ulighed skriger i øjnene.
De farverige klæder, som fabrikken producerer, står i grel konstrast til den grå beskidte hverdag. MASKINER har i det hele taget en velovervejet billedside, der fungerer som aktiv fortæller.
"Folk kommer bare her, ser på vores problemer og tager afsted. Ingen er parat til at gøre noget." lyder det fra en af de mere rapkæftede af de fattige og forslidte arbejder. Og det har han givet vis ret i.
MASKINER er en lille film skabt med et stort hjerte. Instruktøren er længe om at finde sit fokus, men da han første finder det, svigter han det ikke.
Filmen er da også dedikeret til alle fabrikkens arbejdere. Derfor giver det god mening at lade en af dem få det sidste ord:
"Den eneste tilfredsstillelse ligger i, at vi skal alle dø. Ingen kan tage noget med herfra. Selv de rige forlader denne verden tomhændet."
