GLASSLOTTET

★★★★☆☆

Brie Larson vandt ikke helt fortjent en Oscar for det noget overvurderede psykologiske drama "The Room". Hun skal dog ikke forvente nogen statuette for GLASSLOTTET, en noget rørstrømsk og moralsk tvivlsom beretning om en kvinde, der prøver at forlige sig med sin fortid.

Far og mor prioriterede sig selv og hinanden fremfor deres til stadighed voksende børneflok. Det betød, at ungerne ikke kun blev vidner til alkoholisme og vold, men også selv havnede på hospitalet, når forældrene igen forsømte at tage sig af dem.

Filmen bygger på en roman, der, som titlen indikerer, givet ville egne sig som føljeton i ugeblad, men filmens manuskript fungerer overraskende godt, selvom instruktøren Destin Daniel Cretton har svært ved at runde af.

Brie Larsson er slet ikke dårlig i hovedrollen, men hendes forsoning med faderen (Woody Harrelson i karrierens bedste præstation) virker postuleret. Naomi Watts gør, hvad hun kan i moderrollen, men man tænker altså flere gange, at her er en køn og velhavende skuespillerinde, der skal spille grim og fattig.
Filmens bedste og mest overraskende indsats ydes af karakterskuespillerinden Robin Bartlett.

Vi husker hende bedst som Meryl Streeps rappe veninde i Mike Nichols’ "Smil, vi er på" (!!! originaltitlen er "Postcards from the Edge") og vi har også set hende som sofistikeret New Yorker-kvinde i flere Woody Allen-film. Her chokerer hun med et uforsonligt portræt af en afstumpet bedstemor, der får os til at forestå, hvorfor børnene ikke vil passes af hende.

GLASSSLOTTET synes umiddelbart underholdende og man fornemmer også, at der ligger ægte følelser bag.

Men at denne fader – ifølge den ældste datter – skulle være "den klogeste mand, jeg nogensinde har mødt", forekommer uhyggeligt. Snarere fremstår det som et udtryk for faderens sygelige trang til at isolere børnene fra en normal hverdag med andre børn. Derfor skal man have mere end almindelig hang til sentimentalitet for at acceptere filmens slutning.