★★★★★★
af Thomas Mann
Gyldendal
En klassisk konflikt i litteraturhistorien kredser om arvefølge. Hvem skal overtage tronen eller familiens forpligtelser, og hvordan skal værdierne fordeles retmæssigt? Den slags spørgsmål kan snildt afføde splid og splittelse.
Én der har et godt blik for denne problemstilling, er den tyske forfatter Thomas Mann, der i sit debutværk “Buddenbrooks” fra 1901 anslog denne tematik med en skildring af borgerskabets forfald og den moderne verdens indtog.
I det lidt senere værk KONGELIG HØJHED fra 1909, der nu udkommer på dansk, skildres og hudflettes en anden families kvaler og planer. Her er der tale om Hertug Albrecht II og dennes to sønner. Den sproglige stil i romanen er højstemt og konfliktfladerne eviggyldige.
I kongeriget Grimburg bor den agtede Hertug Albrecht II. Han er omgivet af sit behjælpelige og behjertede hof. Det flyder dog ikke med mælk og honning, da riget er præget af statsgæld og svigtende skatteindtægter.
Dette sætter en kæde af spekulationer igang. Ikke mindst hos den ene af sønnerne – den snusfornuftige og skamfulde Klaus Heinrich.
Sagen er bare den, at Klaus Heinrich er født med et handicap i form af en misdannet venstre hånd, og broderen er svagelig og ikke ligefrem et lysende intellekt. En dag kommer den hovedrige oliemagnat Samuel Spoelmann til byen sammen med sin storøjede og perleblege datter Imma.
I Imma ser Klaus Heinrich en kærkommen mulighed for at få tilført friskt blod til sit eget iltfattige blå blod, men vigtigst af alt at råde bod på hertugdømmets skrantende økonomi. Her står konflikten mellem tradition og fornyelse allerskarpest i romanen. Interessen for Imma er i første ombæring nyttebetonet, men med tiden bliver det amourøst. Hvordan hele menageriet ender, vil denne pen naturligvis ikke afsløre.
Kompositorisk er KONGELIG HØJHED kronologisk opbygget med flere kunstfærdige nedslag i hertugdømmets historie. Undervejs fastholder Mann et sikkert overblik og strør rundhåndet med detaljerige beskrivelser af interiøret på slottet samt levende personkarakteristikker.
KONGELIG HØJHED henter tydeligvis sin inspiration fra eventyrgenren og skal derfor læses allegorisk. Genkendelige motiver som en hertug, et trofast følge og en velbeslået fremmed, der kommer til byen optræder alle i romanen. Modsat har hertugen kun to sønner og ikke vanligvis tre.
Klaus Heinrich står i centrum. Han er ærekær og har et godt hjerte, men han skammer sig over sin venstre hånd. Således hører læseren ofte, at han skjuler den. Det skal forstås både bogstaveligt og symbolsk. Alt hvad angår hertugdømmet skal nemlig have en passende ydre form.
Thomas Mann har portrætteret en sygdomsramt æstets mislykkede higen efter skønhed i “Døden i Venedig” og en skæbnesvanger pagt med djævlen i “Doktor Faustus”. I KONGELIG HØJHED er tonen ikke så alvorsfuld nærmere syrlig og satirisk. Dette kommer klarest til udtryk i skildringen af karaktererne.
Persongalleriet er tegnet med en kærlig, komisk og ironisk pen. Der er hverken en gemen hofsnog eller en udspekuleret dronning. Tværtimod er romanen befolket af velmenende bedsteborgere. Flere afsnit er viet til portrætter af eksempelvis hoflægen Überbein. Et andet løjerligt indslag står Spoelmanns ustyrlige hund Perceval for.
Med den smukke oversættelse af KONGELIG HØJHED af Esther Kielberg foreligger endnu et betydningsfuldt værk af den tyske mesterfortæller Thomas Mann. Romanen kan uden besvær læses uden større kendskab til Manns samlede forfatterskab, da romanen hæver sig over en bestemt periode eller litterær strømning. KONGELIG HØJHED kan bedst beskrives som verdenslitteratur, der bør modtages med honnør og trompetfanfarer i det danske kongerige.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
