ELSKER DIG FOR EVIGT

★★★★★☆

Bier-trilogien får i Århus en flot afslutning i Musikhusets rytmiske sal. Det sker med danseforestillingen ELSKER DIG FOR EVIGT baseret på Susanne Biers Bodil.vinder af samme navn.

Palle Granhøj skulle oprindeligt have lavet forestilling, men efter skændig behandling af bl.a. Aarhus Kommune pegede han på koreografen Marie Brolin-Tani til at varetage opgaven.

Det lykkelige er, at ELSKER DIG FOR EVIGT ikke fremstår som nogen erstatningsforestilling, men som en kunstnerisk helhed, der kan stå på egne ben.

Den kan Joachim, forestillingens hovedperson, desværre heller ikke efter en trafikulykke, der næsten kostede ham livet. Nu er han bundet til en kørestol, men har heldigvis en loyal kone. Altså lige indtil hans hårdt prøvede hustu Cæcilie får et godt øje til lægen.

Marie Brolin-Tani gør flittigt brug af videoprojiceringer, og det forstår man godt, når hun har en talentfuld scenograf og videodesigner som Signe Krogh til sin rådighed. Ikke mindst scenen med de bevægelige biler bidrager til at gøre ulykken særdeles nærværende.

Herefter lader hun maskuline Lionel Ah-Sou, der elskede så lidenskabeligt til start, tilbringe en stor del af forestillingen som ubevægelig. Men alligevel til stæde. Hospitalets folk forsøger at aktivere hans krop, mens aftenens smukkeste scener indtræffer alligevel, da Cæcilie kravler op i hans kørestol og lægger sig i fosterstilling i hans skød.

Pernille Rosendahls sangstemme låner en stilfærdig melankoli til opsætningen, men teksterne synes ikke til megen gavn.

Det er og bliver dog menneskekroppens mangfoldige udtryksmåder, der gør størtst indtryk denne aften anført af franske Lionel Ah-Sou. Hans solodans i anden akt får sagt mere om karakterens indre frustrationer end filmens dialog gjorde, og bliver et højdepunkt i en veltilrettelagt og flot produceret danse- og sanseforestilling.