★★★★☆☆
Den danske titel fanger kun en del af handlingen, mens originaltitlen "Un sac de billes" henviser til en pose kugler, som udgør filmens røde tråd og som også er den danske titel på Joseph Joffos selvbiografiske roman, der ligger til grund for filmen.
Den lille dreng Jojo bytter den jødestjerne, han har fået påbudt at bære på sit tøj, for en hel pose legetøjskugler. Men bagefter følger skammen over ikke at kunne vedkende sig hvem man er – uanset konsekvenserne.
På samme måde må den lille Jojo lærer af faderens lussinger, så han aldrig afslører sin jødisk baggrund. Jojo må nemlig flygter fra nazisterne med sin storebror Maurice, mens forældrene (dedikeret spillet af Patrick Bruel og Elsa Zylberstein) forsøger at klare sig som de bedst kan.
FLUGTEN TIL NICE i en filmversionen endt som en noget rørstrømsk men også medrivende skæbnefortælling, og som den lille Jojo er Dorian Le Clech en sand hjerteknuser.
Instruktøren Christian Duguay kan ikke beskyldes for at ville forny filmkunsten, men selvom film om den 2. verdenskrig ikke er noget nyt heller, så fanges man ind af instruktørens fortællerglæde og tidsbilledet forekommer uhyre overbevisende. Den virkelige historie bliver i sidste ende gjort nærværende trods lidt for flittig brug af klavermusik og violinspil.
