Rio filmfestivalen (Festival do Rio), der i år fandt sted fra 5. til 15. oktober, er på knap 20 år vokset til at blive Sydamerikas betydeligste filmbegivenhed.
Festivalen tjener ikke bare som vindue for et rekordstort antal brasilianske film, men lokker også en række af de kommende Oscar-kandidater til byen. CPH PIX i København gik således glip af guldløve-vinderen "The Shape of Water", der åbnede filmfestivalen i Rio og som spås Oscar-nomineringer i snart sagt alle hovedkategorier inklusive bedste film.
Åbningsceremonien fandt sted i den berømte Odeon-biograf fra 1926. Det var her, at den første brasilianske tonefilm blevet præsenteret og det var her, at man viste de store Hollywood-produktioner, der i 30erne og 40erne etablerede Rio som en farverig kosmopolitisk festby.
Film som "Flying down to Rio", "That Night in Rio" og "Road to Rio" gjorde lykke over hele kloden, og Carmen Miranda formåede med frugt i håret og musik i hofterne forførte en hel verden.
Dette image smittede til en vis grad af på den brasilianske selvforståelse, men bidrog også til skabelsen af stereotyper.
Det varede dog ikke længe før, at Brasilien selv markede selv international. Oscar-vinderen "Sort karneval" ("Black Orpheus") havde brasilians co-producent, og såvel det brasilianske karneval i Rio som den brasilianske musik spillede en afgørende rolle i filmen. Få år senere (i 1962) vandt den helt igennem brasilianske film "O Pagador de Promessas" guldpalmen i Cannes.
I midten af 70erne blev den Golden Globe-nominerede erotiske komedie "Dona Flor og hendes to mænd" en stor international publikum og gjorde den senere "Edderkoppekvinde" Sonia Braga til stjerne. Instruktører som Hector Babenco og Walter Salles har siden skabt international respekt om brasiliansk film med mesterværker som "Pixote" og "Central Station" og bragt hæder også i udlandet til skuespillerinderne Marília Pêra og Fernanda Montenegro.
Sidstnævnte spillede også en vigtig rolle i forbindelse med årets festival, men som privatperson. Kulturlivet i Rio har nemlig været under et stort pres fra såvel politisk som religiøs side, og censur er forekommet inden for andre kunstartet. Programmet for årets filmfestival i Rio var dog et klart signal om, at man fra filmfestivalens side under ingen omstændigheder vil acceptere censur.
Den nu 88-årige Oscar-nominerede Fernanda Montenegro fra "Central Station" udsendte på samme tid en video, hvori hun på det kraftigste fik understreget sin modstand mod censur – en video, der siden er gået verden rundt:
https://www.facebook.com/pg/342artes/videos/?ref=page_internal
En række af festivalens mest prominente film havde homoseksualitet som tema i større eller mindre grad. Emma Stone yder således sin hidtil bedste præstation som den berømte lesbiske tennisspiller Billie Jean King i "The Battle of the Sexes" (Kønnenes kamp"), mens Timothée Chalamet får et eklatant gennembrud som i "Call Me By Your Name" overfor en ligeledes fremragende Ernie Hammer, en fortælling om den spirrende seksualitets velsignelser og forbandelser efter et mesterligt manuskript af James Ivory.
Roman Polanskis seneste drama "D’après une histoire vraie", der omhandler identitetstab og kærligheden mellem to kvinder, skuffede fælt, hvorimod værtsnationen overraskede med "Aos Teus Olhos" ("Liquid Truth") af Carolina Jabor. En beretning om en svømmetræner, der elsker sine unger, men pludselig må se sig anklaget for at have gramset på en mindreårig. Filmen vandt festivalens publikumspris samt prisen for bedste mandlige hovedrolle, den glimrende Daniel de Oliveira.
Juryens favoritfilm var derimod "As Boas Maneiras" ("Good Manners") instrueret af Juliana Rojas og Marco Dutra, og som bedste instruktør valgtes Lúcia Murat for "Praça Paris" ("Paris Square"), der ligeledes blev belønnet for bedste kvindelige hovedrolle.
Et besøg på filmfestivalen i Rio bør også omfatte en udflugt til byens kendeste logo, "Christ the Redeemer". En kop brasiliansk kaffe og op til flere kager på den storslåede Belle Epoque-café Confeitaria Colombo er ligeledes et must ligesom man ikke må snyde sig selv for en rundvisning eller en forestilling på det overdådige Theatro Municipal do Rio de Janeiro.
Man skal naturligvis smage nationalretten Feijoada, en rustik blanding af sorte bønner, pølse, kød fra grisetryne, grisehale og griseøre samt lidt frisk appelsin og en smule grønt.
Det kræver een til flere af de delikate friske frugtsafter eller i al fald en grøn kokosnød med sugerør.
Men så er man også godt rustet til at besøge een af de mange biografer i Rio, hvis man da ikke lige snupper en siesta på de gyldne strande i Copacabana eller Ipanema inden.
