★★★☆☆☆
Elisa Kragerup hittede for nogle år siden med William Shakespeares "Romeo og Julie" på Det Kongelige Teater. Men hendes livstag med OTHELLO er snarere endt som klassiskeressens, og hun forplumrer et af hovedtemaerne, nemlig raceproblematikken, ved at gøre OTHELLO til en kvinde. Dermed bliver det uklart, om Jagos had til denne OTHELLO i virkeligheden skyldes køn eller hudfarve.
Lila Nobel giver et nydeligt bud på titelkarakteren, men det er desværre ikke nok og OTHELLOs tragedie bliver aldrig vores.
Jens Jørn Spottag har som Jago ellers en del af den farlighed, der skal til for at få dramaet til at fænge. Men Elisa Kragerup er så bange for at kede, at de øvrige karakterer åbenbart skal gøres komiske.
Maria Rossings amme har uvist af hvilken grund fået frisure som lille My fra Mummitroldene, og er så håbløs enfoldig, at der nærmest virker komisk. Peter Christoffersens Rodrigo fremstår så barnlig selvoptaget, at det ender som tegneserie. Det skal da nok gøre ham umiddlebart populær hos de yngre teatergængere, men det har altså ikke nødvendigvis noget med Shakespeare at gøre.
Niels Brunses oversættelse gør dog sit til, at vi rent sprogligt stadig forkæles, mens scenografen Jonas Flys enorme tøjkulisse dominerer scenesbilledet. Jeanett Albecks diskrete underlægningsmusik er en fryd for øret Men hvad ambitionerne er – udover de rent kønspolitiske må guderne vide.
