★★★★★★
For få årtier siden stod Det Kongelige Teaters førstedame Bodil Kjer på scenen som "Zerline" i en krævende tekst af den østrigske dramatiker Hermann Broch. Nu er det Det Kongelige Teaters store mandlige skuespiller, Henning Jensen, der står overfor en lignende udfordring forfattet af en anden af de store østrigere, nemlig Thomas Bernhard.
En monolog er det dog ikke, idet han på skuespilhusets lille scene får selskab af den yndigste lille pige, der låner den helt rigtige uskyld til en næsten ordløse rolle som den aldrende skuespillers eneste publikum.
Men hovedansvaret denne aften hviler på Henning Jensen, og med hele sit kolossale talent skaber han et monumentalt portræt af denne skuespiller, som skæbnen har været hård ved, og som nu synes henvist til en tilværelse i uhyggelig isolation.
Teksten virker i passager mere litterær end dramatisk, men Henning Jensen formår alligevel at fastholde vores opmærksomhed med sit knivskarpe vid og sin lysende intelligens.
Rune David Grue står for den diskrete men ikke humorforladte iscenesættelse, og det er næppe tilfældigt, at et foto af Schopenhauer hænger på den væg, hvorpå huskesedlen med ordet "grød" ender.
Henning Jensens kropssprog er uforligneligt, når han skælder udover lejlighedens mange mus. Og hans blik for skuespillerens selviscenesættelse fornægter sig heller ikke. Hans skuespiller håner de kolleger, der går frem på scenen for at tage opmærksomhed, netop hvor Henning Jensen selv er gået frem, og ved at træde et par elegante skridt tilbage, demaskerer Jensen på raffineret vis den store skuespillers dårskab.
Men Henning Jensen formår også at guide os ind i skuespillerens allermørkeste kammer, hvor kunstnerens frysende ensomhed har taget permanent bolig.
Rollen kan ses som kulminationen på mange års virke, for givet er det, at kun en betydelig og erfaren kunstner som Henning Jensen kan spille denne rolle så definitivt. Henning Jensen befæster ligefrem sin position som Danmarks største skuespiller, og han var langt fra ene om at have tårer i øjnene efter premieren. Det hjertelige bifald, der fulgte og som kulminerede i en stående ovation, var for ham og så inderligt fortjent.
