★★★★☆☆
Fire garvede skuespillere formår at forløser et nyt stykke af Thomas Markmann på Hippodromen, Folketeatret. Emnet synes mere aktuelt end nogensinde, nemlig behovet for at være nytte i et samfund, der i stadig større grad mistænkeliggør individet.
Madeleine Røn Juul har iscenesat med vanlig følsomhed og diskretion, og scenografen gør sandelig heller ikke opmærksom på sig selv. Det er dermed med op til de fire skuespillere at få det maksimale ud af de fire gode roller, som Markmann har kreeret i sit bedste stykke siden Reumert-triumfen med "Beton".
Pia Rosenbaum fanger alle facetter i Berit, der har slidt for DSB og som i alder af 60+ er så omstillingsparat, som man med ret og rimelighed kan forvente efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Karina med de gode intentioner prøver at være hendes ven, men det tillader systemet ikke.
På Bogøvej i samme opgang som Berit bor Svend, der nok ikke får gjort helt så meget rent som sønnen Lars gerne vil ha’. En tilfældig samtale gør, at Svend og Berit finder ud af, at de kan have glæde af hinandens selskab, men den slags passer ikke altid i den samfunds- og familiemæssige vanetænkning.
TIL (INGEN VERDENS) NYTTE er et såre enkelt men også overraskende dybt stykke, der maner til gensidig respekt – både ude og hjemme. Pia Rosenbaum har sjældent være bedre, og Finn Nielsen er aldeles elskelig som Svend, der prøver at holde fast i den sidste værdighed i sit eget liv.
Rollerne som den velmenende Karina og den frustrerede søn Lars kunne meget nemt være endt som rene karikaturer, men bliver det ikke, fordi de varetages af kyndige karakterskuespillere som Lisbeth Wulff og Jacob Lohmann.
Så trods den beskedne indpakning gemmer der sig store kvaliteter ikke mindst relevens i TIL (INGEN VERDENS) NYTTE, der efter Hippodromen drager på en omfattende Danmarks-turné indtil 5. december.
